15 kommuner går sammen om at bringe Hærvejen op i international særklasse
Foreningen Udvikling Hærvejen danner en ny forening med samme navn, og opgraderer det tværkommunale samarbejde. Repræsentantskabet kommer således til at bestå af borgmestrene fra de 15 hærvejskommuner.
Den har ligget der i hundreder og tusinder af år, den gamle hærvej, der som en hovedfærdselsåre bragte folk fra nær og fjern mod deres mål ude i verden. I dag er det første skridt taget til at den gamle vej får nyt liv.
15 kommuner, der alle har deres beliggenhed ved Hærvejen, har taget initiativ til nyt samarbejde. Ganske vist blev foreningen etableret for 5 år siden, men i går blev den opløst for så igen en time efter at blive gendannet – nu med en ny politisk båret organisation med deltagelse af de 15 borgmestre fra Hjørring, Jammerbugt, Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland, Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande, Vejle, Vejen, Haderslev og Aabenraa kommuner.
Godt nyt for Hærvejens vandre- og cykelruter
Borgmestrene har givet hinanden håndslag på i fællesskab at ville udvikle Hærvejens vandre- og cykelruter til national og international særklasse. Det første skridt er taget, fundamentet er ved at blive støbt til et unikt samarbejde om fremme af vandring og cykling. Sammen med de 15 kommuner står Nordea-Fonden, der viser stor interesse for at investere et tre-cifret millionbeløb i et kvalitetsløft af ruten. Samtidig er tæppet løftet for udviklingen af store natur- og kulturoplevelser langs Hærvejen i et samarbejde mellem fonden og kommunerne.
For at arbejdet skal lykkes har kommunerne i dag indgået aftale om etablering af et nyt hærvejssekretariat, som placeres i Viborg Kommune.
Borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, bliver Formand for foreningen Udvikling Hærvejen, og han siger med stolthed:
– Det er med stor glæde, at vi nu har styrket det tværfaglige samarbejde og at hele 15 kommuner ned gennem Jylland er med til at løfte indsatsen og udviklingen om Hærvejen. I dag har vi taget de første skridt til at give den gamle vej et helt nyt liv, som skal løfte den op på et internationalt niveau.
Borgmester Ulrik Wilbek, Viborg Kommuner bliver næstformand i bestyrelsen og han deler stoltheden med sin kollega:
– Viborg har som den gamle konge- og hovedby på Hærvejen altid spillet en vigtig rolle for den gamle vej. Viborg kommer nu til at huse endnu en central funktion på Hærvejen nemlig det nye sekretariat, der får plads på Viborg Rådhus. Vi glæder os både over at deltage i det nye samarbejde mellem de femten kommuner. Samtidig ser vi frem til at begynde at arbejde på de mange potentialer for udvikling af hærvejsprojekter gennem Viborg Kommune.
Borgmester Thomas Andresen, Aabenraa Kommune ser ligeledes både lokale, nationale og internationale perspektiver i samarbejdet:
– Jeg er glad for den tillid, jeg er blevet vist som Syddanmarks repræsentant i bestyrelsen. Jeg glæder mig til at være med til at sætte fokus på det store potentiale, som Hærvejen rummer med sin flotte natur. Hærvejen går tværs gennem Aabenraa Kommune og ender ved grænsen og Frøslevlejren, så jeg ser frem til at lade disse aktiver indgå, når vi udfolder Hærvejens potentiale, samt udnytter det grænseoverskridende samarbejde. Det vil også være naturlig at fortsætte vandreturen fra Hærvejen og over til Gendarmstien.
Bestyrelsen
- Formand: Per Bach Laursen, Borgmester, Vesthimmerlands Kommune
- Næstformand: Ulrik Wilbek, Borgmester, Viborg Kommune
- Bestyrelsesmedlem: Hans Henrik Henriksen, Rådmand, Aalborg Kommune
- Bestyrelsesmedlem: Thomas Andresen, Borgmester, Aabenraa Kommune
- Bestyrelsesmedlem: Signe Nepper Larsen, Vicedirektør, Naturstyrelsen
- Bestyrelsesmedlem: Jens Hausted, Direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme
Kommentarer