112

13-årig dreng dræbt i trafikulykke – var på vej hjem på cykel

Foto: Rigspolitiet

En trafikulykke på en landevej i Midtjylland har lørdag aften kostet en 13-årig dreng livet.

En 13-årig dreng er lørdag aften blevet påkørt og dræbt nær Møldrup nord for Viborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Drengen kørte på cykel på Hobrovej i retning mod Møldrup og var tilsyneladende på vej hjem, fortæller vagtchef Jesper Brøndum.

– Han kommer cyklende ude på en landevej og bliver påkørt bagfra af en bil, siger vagtchefen.

Føreren af bilen er en ung mand født i 2003. Han var ikke alkoholpåvirket, oplyser Jesper Brøndum.

Manden anmeldte ulykken klokken 19.15. Den 13-årige dreng var livløs, da politiet ankom. Han blev erklæret død klokken 19.45 efter forsøg på livreddende førstehjælp.

De pårørende til drengen er blevet orienteret.

 

Kommentarer