Hammershøj

Hammershøjspejderne er blevet husejere

Se billedserie Hammershøjspejderne flytter tilbage til byen. De har nemlig for nyligt købt den gamle stationsbygning på Jernbanegade i Hammershøj af Viborg Kommune. Foto: Viborg Netavis

Efter 3 års usikkerhed kan Hammershøjspejderne nu se frem til at få fast tag over hovedet. Til byrådsmødet 22. marts nikkede byrådet ja til, at de kunne købe den gamle stationsbygning, hvor børnehaven Brevduen tidligere holdt til. Og timingen er helt perfekt, 15. maj skal spejderne nemlig være ud af Kæpsmarken.

Der blev skålet i champagne, da underskrifterne var sat, og en tre år gammel drøm dermed gik i opfyldelse.

Allerede da det for tre år siden blev besluttet at flytte Hammershøj Børnehus ud til skolen, lagde spejderne billet ind på bygningen i Hammershøj, som i mange år har huset Brevduen.

Artiklen fortsætter under billedet…

Der blev skålet i champagne, da Hammershøjspejderne i slutningen af marts endelig fik papir på, at de nu er de retmæssige ejere af Jernbanegade 27 – byens gamle stationsbygning, som indtil nytår husede en del af børnehaven. Fremsendt foto

– Vi vidste jo, at vi i samme ombæring ville blive sagt op og Kæpsmarken solgt, og vi har hele tiden haft et godt øje til netop den bygning, fortæller formand for spejdernes bestyrelse, Susanne Molbæk Frederiksen.

– Huset har den helt rigtige størrelse og gode rum til vores behov. Og så har den en dejlig central placering – vi har længe ønsket os at flytte ind til byen igen, tilføjer hun.

En god handel

Den lange behandlingstid hænger blandt andet sammen med, at parterne ikke var helt enige om prisen. Ifølge kommunens vurdering skulle ejendommen koste 550.000 kroner, og det var væsentligt mere end spejdernes  første bud, som kommunen afviste.

Kompromisset landede på 325.000 kroner, som er den pris spejderne har givet for huset. Til gengæld fik de tidligere på året bevilget 200.000 kroner af kultur- og fritidsudvalget som hjælp til en nødvendig renovering af ejendommen.

– Det er et gammelt hus,og alle døre og vinduer skal skiftes ud, så vi er meget glade for, at vi har fået den bevilling, fortæller Susanne Molbæk Frederiksen, som i øvrigt roser kommunens embedsmænd og politikere for et godt omend lidt langt forløb.

Artiklen fortsætter under billedet…

Et tilskud på 200.000 kroner, bevilget af Viborg Kommunes kultur- og fritidsudvalg, gør det muligt for spejderne at få skiftet døre og vinduer ud i deres kommende samlingssted. Foto: Viborg Netavis

Det haster

Max Rosenbak Laursen, leder i Gruppestyrelsen, står i spidsen for restaureringsarbejdet, som udføres af en masse frivillige blandt forældre, spejderledere og såmænd også deres nye genboer, petanquespillerne; de får nemlig også en lille aktie i det nye spejderhus.

– Med petanqubanen lige overfor er det helt oplagt, at spillerne også får adgang til huset, så de har et sted at samles før eller efter de spiller. Det er kun dejligt, at huset bliver brugt, siger Max Rosenbak Laursen.

Til gengæld er petanquespillerne også trukket i arbejdstøjet og hjælper til med malingen og rengøring af de mange kvadratmeter. En nødvendig hjælp, for spejderne går nemlig en travl sommersæson i møde

– For det første skal vi være ude af Kæpsmarken 15. maj. Vi har også en divisionsturnering inden sommerferien, der er Sct. Hans arrangementet, som vi står for, og så skal hele gruppen på landssommerlejr i Sønderjylland i uge  30. Så vi skal bare være færdige her, så vi kan få flyttet alt vores grej, fortæller han.

Offentlig adgang

Grunden, som ejendommen ligger på, er ikke stor i sig selv, men ligesom børnehaven havde det, så får spejderne brugsret af området, som egentligt er en del af det grønne område, der løber bag Jernbanegade. Mens der var børnehave var det lukket af omkring den gamle stationsbygning, men nu skal området åbnes for offentligheden. Noget der passer fint med spejdernes ønske om at blive meget mere synlige i byen.

– Vi har fået en aftale med kommunen, som giver os ret til at benytte området til vores aktiviteter. Blandt andet skal vores bålhytte ligge her, og det er da kun dejligt, hvis andre kan få glæde af stedet, fortæller Max Rosenbak Laursen og nævner som eksempel, at dagplejerne, som ofte havde deres gang i børnehaven, kunne have stor glæde af at komme omkring på deres daglige gåture.

Skønt de sidste detaljer i papirarbejdet endnu ikke er helt på plads, så er underskrifterne sat og spejderne har fået lov til at gå i gang med at renovere den gamle stationsbygning og rydde op på grunden. Det er de i fuld gang med lige nu. Foto: Viborg Netavis

Kommentarer