Gårdbutik ved Hammershøj brændt ned til grunden

Se billedserie Stuehuset til højre undslap lige akkurat flammerne, mens den smule, der var tilbage af staldbygningen, ikke står til at redde. Foto: Gitte Hagsholm

En staldbygning på en ejendom på Nørbækvej ved Hammershøj nedbrændte onsdag 24. april efter en kraftig brand. En hurtig indsats fra Brand og Redning gjorde, at stuehuset lige akkurat blev reddet fra flammerne.

Ejendommen huser Kronhoy Design, og indehaver, Lene Bonne Rasmussen havde netop fået solgt ud af dekorationer i forbindelse med påsken den forløbne weekend. Men alt hvad der var tilbage gik op i røg med resten af bygningen, der også husede en gildesal samt hendes mand Lars Bonnes bilværksted .

Han fortæller, at branden opstod i bygningens tag, hvor der netop var lagt nyt tagpap.

– Der har ligget nogle gløder og ulmet, og blæsten har fået det til at blusse op, og så gik det hurtigt, fortæller Lars Bonne, som midt i al miséren glæder sig over, at flammerne ikke nåede at få fat i stuehuset, som er ægteparrets private hjem.

Parret var begge på arbejde, så branden blev opdaget af nogle folk, som arbejdede på en tilstødende mark. Brandfolkene, som blev tilkaldt klokken 9.35, var hurtigt fremme, men staldbygningen stod ikke til at redde.

15 brandfolk fra både Midtjysk Brand & Rednings Station Viborg og Station Ørum deltog i slukningen, lige som der blev hidkaldt assistance i form af en tankvogn fra Nordjyllands beredskabsstation i Hobro både på grund af vinden og den kraftige røgudvikling, har indsatsleder Jesper Hesselberg oplyst til Viborg Stifts Folkeblad.

Kommentarer