Debat og politik

Elo Nielsen: Eftertænksomhed – nye bydele og eksisterende lokalsamfund?

Debatindlæg af Elo Nielsen.
Kandidat for SF til valget til kommunalbestyrelsen.

Mandag deltog jeg i præsentationen af en flot helhedsplan for udvikling af en helt ny bydel øst for Viborg kaldet Taphede. Ja, bydel er måske ikke det rigtige ord – der er faktisk tale om en helt ny by med 1500 boliger og ca. 3500 mennesker – langt større end alle andre lokalsamfund i Viborg Kommune bortset fra Bjerringbro.

Viborg Kommune ønsker med planen at understøtte byudviklingen i Viborg, at være på forkant med denne og at vise rettidig omhu, som udvalgsformand Johannes Vesterby udtrykte det.

Og eksterne konsulenter – byplanlæggere og byudviklere med stor indsigt præsenterede en gennemtænkt plan, der forholdt sig til nye beboeres forventede ønsker og behov, trafikpåvirkning og mulige service- og byfunktioner.

Ifølge konsulenterne bygger Taphedeprojektet på centrale elementer som fællesskab og nærhed til naturen, som er forhold som nye beboere vil prioritere.

Men er disse forhold ikke netop hvad de mindre lokalsamfund kan præstere – det er jo det der gør Løgstrup, Møldrup, Klejtrup, Skals, Ørum, Hammershøj, Rødkærsbro, Løvel, Rødding, Frederiks, Karup, Stoholm, Sparkær, Vridsted, Mønsted og endnu flere til unikke og attraktive steder at bo.

Rundt i disse lokalsamfund kæmper lokale ildsjæle for netop deres by – og nogle lykkes rigtig godt.

Men hvor er Viborg Kommune i promoveringen af disse ”bydele”, som lokalsamfundene jo også er i vores store kommune?

Her har vi natur og fællesskab i overflod, og desuden har vi fungerende samfund med handelsliv, skoler og institutioner, fine fritidsfaciliteter og gode, velplacerede byggegrunde i udstykninger, der let kan suppleres efter behov. Herude findes allerede velfungerende lokalsamfund med aktive beboere, der er klar til at tage ansvar i forhold til udviklingen og til at byde nye borgere velkomne.

Flere af disse områder besidder endog en bynærhed, der stort set matcher Taphede.

Men vi mangle en progressiv, aktiv og målrettet strategi i Viborg kommune, således at disse lokalsamfund kan fremstå som en ligeværdig mulighed for bosætning. Og vi mangler, at disse muligheder bliver præsenteret og promoveret som et godt og naturligt valg for nye borgere i kommunen.

Lad os overveje, hvordan vi sætter ord og handlig bag denne strategi.

Der er mange ønsker, og der bruges mange penge i Viborg bymidte, banebyen mv.

Måske skal vi vælge principielt at bruge et tilsvarende beløb på at højne standarden i omegnsbyerne.

Lad os holde op med at forvente ekstraordinært mere af borgere i f.eks. Skals, Frederiks og Vridsted end af borgere i Viborg, hvis vi skulle ønske os en smuk og funktionel by.

Ildsjælene kan også brænde ud, og selvom vi har ansvar selv, må det ikke betyde at man på Rådhuset blot afventer initiativer herudefra. Det store fællesskab i Viborg har Kommune har et overordnet ansvar for os alle sammen. Dette ansvar må politikerne tage på sig.

Byrådet må overgå til at blive en rigtig kommunalbestyrelse, med et oplevet ansvar for hele kommunen.

Viborg Kommune er jo mere end Viborg.

Kommentarer