Kultur

Billetsalget er igang til ”Det gode selskab”

Hvam og Øgendahl er en kombi man ikke har set før: Klovnen fra Viborg og den væksthæmmede fra Falster. Men minus og minus giver som bekendt plus.

Sammen tager de ud på en stand-up comedy tur drevet af begejstring, frygt, raseri og 100 procent videnskabelig uredelighed.

– Vi hygger os rigtig godt i hinandens selskab. Vi er begge mænd, hvide, heteroseksuelle og født på landet – det giver faktisk en del at snakke om – og en del at være bange for, fortæller Frank Hvam.

– Frank prøver at sige noget klogt, mens jeg mere koncentrerer mig om at være sjov. På den måde supplerer vi hinanden godt, supplerer Mick Øgendahl.

Sammen vil de bringe danskerne godt ind i foråret 2018.

– Gå med åbent sind ind til denne specielle cocktail, hvor der både bliver skudt med bazooka og kastet med knaldperler. Et show hvor man skal regne med at have ekstra bukser med… eller acceptere at sidde i voksen-ble. Kort sagt: Det bliver pisse sjovt, oplyser Mick Øgendahl.

Frank supplerer: ja, det gør så!

Oplev Frank og Mick i Vibocold Arena, 28. februar 2018. Billetsalget er igang.

Kommentarer