Yoga og småbørnsfamilier
En stærk krop og et glad barn hører sammen. Kom og hør et lærerigt foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg den 1. september om yoga og småbørnsfamilier og få inspiration til at give dit barn et motorisk forspring.
Der er fart over feltet til hverdag. Både børn og forældre har meget vi skal nå, og samtidig får vi massevis af input fra morgen til aften. De elektroniske medier fylder mere og mere. Derfor kan det være godt at kunne koble fra og dyrke roen. Mange børn bruger tablets til at få en pause efter en lang dag, men med eksempelvis yoga og mindfulness i børnehøjde sætter familien fokus på sind, tanker og kropsbevidsthed. Det er ikke alene værdifuldt i en hektisk hverdag, men også nyttigt at kunne gøre brug af, når man ikke kan sove, har svært ved at sidde stille på stolen eller hvis man bliver ked af det.
Pædagog og børneyogalærer Trine Moltzen gæster Hovedbiblioteket i Viborg med et foredrag for forældre i småbørnsfamilier, der gerne vil vide mere om yogaens muligheder for at få den gode energi hjem til familien. Foredraget bringer elementer af åndedrætsøvelser, meditationer, bevidsthedsteknikker og yoga ind som værktøjer til, at vi i familien nærmer os hinanden.
– Gå ikke glip af et informativt foredrag med Trine Moltzen lørdag den 1. september klokken 10-11.30 på Hovedbiblioteket i Viborg, lyder opfordringen fra Kirstina Kjærsgård Olesen, Viborg Bibliotekerne.
Billetter à 50 kroner købes hos arrangørerne: LOF Midtjylland og Viborg Bibliotekerne.
Kommentarer