White Hole Theater i Viborg får stort dansk scenekunstnavn som kunstnerisk konsulent

Instruktør og dramatiker Christian Lollike er ny kunsterisk konsulent for White Hole Theater.
Viborg Kommunes scenekunstprojekt, White Hole Theater, har tilknyttet den erfarne instruktør og dramatiker Christian Lollike som kunstnerisk konsulent.
I den forbindelse udtaler Viborg Kommunes kulturchef, Steen Lindgaard:
– Christian Lollike skal hjælpe os med at komme videre på rejsen mod at få etableret White Hole Theater som et nyt egnsteater i Viborg. Christians store kunstneriske mod, omfattende indsigt i det scenekunstneriske felt, og hans omfattende netværk er af uvurderlig betydning for os i denne forbindelse.
White Hole Theater er et scenekunstnerisk udviklingsprojekt, der baserer sig på Viborgs styrkeposition inden for animation, XR og VR-teknologi og visuel formidling.
Projektet kombinerer og krydsbefrugter den traditionelle fysiske scenekunst med skuespillere i teaterrummet med nye media-art teknologier, og koncepter fra spilindustrien.
– For mig er det vigtigt, at der er et teater, som er rettet mod at arbejde med nye medier. På den måde kan man udvikle nye teatrale og kunstneriske formsprog. I Viborg er forudsætningerne og kompetencerne for et sådant teater, udtaler Christian Lollike.
White Hole Theaters seneste produktion “The Battle #2” er netop blevet spillet for publikum i starten af juni. White Hole Theater kan næste gang opleves i forbindelse med Kulturmødet på Mors den 24. til 26. august 2023.
Kommentarer