Kvorning

Kvornings Aktive Kvinder gjorde status

Næste tur for Aktive Kvinder i Vorning går til Vestre Landsret i Viborg og finder sted 27. april. Arkivfoto

2016 blev et år med god tilslutning til arrangementerne, lød konklusionen fra de Aktive Kvinder i Kvorning, der holdt generalforsamling den 1. marts. Generalforsamlingen blev også en anledning til at præsentere de nye vedtægter – de gamle er nemlig blevet væk. 

Året bød på en populær tur til Møltrup Optagelseshjem maj.

I juni var den største præstation gennemførelsen af sankt hans, der blev den vådeste i mange år.

– En af de sankt aftner vi sent vil glemme. Det vil være en underdrivelse at sige, at det regnede. Det stod ned i stænger det meste af aftenen. Men heldigvis havde vi fået sat telt op og investeret i en pavillon, som vi kunne have vores bod under, fortalte formand Karina Lanng i sin beretning.

Sankt hans-stemningen blev også løftet af heksen, som i år kom fra Kæpsmarken, hvor børnene havde været i gang, en god båltale og stædige bålmagere. 50-60 gæster kiggede forbi bålet.

September bød på en byvandring i Viborg for cirka 30 deltagere.

I november havde foreningen arrangeret en tur til Dalsgaard Antik i Dommerby ved Skive. 15 aktive kvinder tog turen.

Næste arrangement bliver en guidet tur til den ny Landsret i Viborg torsdag den 27 april i år.

Forsvundne vedtægter

Vedtægterne for Aktive Kvinder i Vorning har ikke ladet sig se i flere år. Grundig research hos tidligere bestyrelsesmedlemmer og lokalhistorisk arkiv har ikke givet pote. Derfor har man nu valgt at acceptere, at de sikkert ikke kommer for en dag og lavet nogle nye. De blev også præsenteret på generalforsamlingen.

Alle i bestyrelsen fortsætter. På valg var Jytte Sørensen, Birgit Sørensen og Karina Lanng som alle modtog genvalg. Herudover består bestyrelsen af Grethe Hansen og Birgitte Jørgensen.

Kommentarer