Vinterferiens aktivitetsprogram for børn er nu klar
Er du til film, ridning, teater eller morgensang? Eller vil du hellere prøve kræfter med kampsport, med på byvandring eller på et spændende museumsbesøg i din vinterferie? Nu kan børn og deres forældre begynde at lægge planer for uge 7.
Igen i år tilbyder Viborg Kommune aktiviteter for kommunens børn fra 0. til og 6. klassetrin og deres familie i vinterferien. Børnebiblioteket, Viborg Bibliotekerne er koordinator på aktiviteterne, som udbydes af foreninger, klubber og institutioner i Viborg Kommune.
Vinterferieprogrammet er tilgængeligt på Ferieaktiviteters hjemmeside www.ferieaktiviteter.viborg.dk og billetsalg og tilmelding foregår som sædvanligt online på hjemmesiden fra mandag 22. januar klokken 12.
Én uge med mere end 75 aktiviteter
De gode gamle klassikere Ridning, Riffelskydning, Bowling og Børnebanko er selvfølgelig stadig på programmet. Men der er også kommet mange, nye spændende aktiviteter til. Her kan vi for eksempel nævne: Bag den superlækre Viborg-Vinterkage med Jesper fra TV, Hop og spring i Viborgs nye Trampolinland samt Dyrenes Vinterferie-OL
Ferieaktiviteter står for flere aktiviteter end sædvanligt denne gang. Mandag åbnes ballet med koncert med Univers på Vers, som leverer skønne iørefaldende melodier, fantastiske tekster med de sjoveste rim og vendinger og ikke mindst swingende, jazzede toner udført af topprofessionelle musikere.
– Man kan bare ikke sidde stille, når Univers på Vers gi’r koncert – og man kommer helt sikkert til at trække på smilebåndet af de humoristiske rim. Det er bestemt musik for flere generationer!, udtaler arrangør Karen Vork, Viborg Bibliotekerne.
Samtidig er en gammel tradition med en busudflugt taget op igen i dette års vinterferieprogram. I år kan man komme med på en heldagstur til det nye, spændende LEGO House i Billund.
– Vi har efter et par års pause igen en udflugt på programmet. LEGO House er en hel ny attraktion, der lige er åbnet i efteråret 2017. Det er muligt for hele familien at komme afsted til meget billige penge. Og det bliver en super hyggelig dag – hvor vi skal lege, lære og opleve i det nye LEGO univers, siger børnekulturkonsulent Rikke Skovsbo, som i øvrigt selv tager med på turen.
Besøg på biblioteket
Hvem kender ikke Iqbal Farooq? Onsdag i vinterferien kan man møde forfatteren bag de hæsblæsende og underholdende bøger, Manu Sareen på Hovedbiblioteket i Viborg. I 2018 udkommer nemlig bog nummer 10 i serien og den tredje film.
Torsdagen står i dansens tegn. Skakbrættet er ét stort dansegulv, når Viborg Ungdomsskoles Showdanserhold og Viborg Sportsdanserforening indtager det ternede gulv. Der vil være små workshops i løbet af dagen. Kom og dans med.
Det er næsten blevet en tradition, at der er Ice for Kids! Og det er der også i år. Denne gang også på Bjerringbro Bibliotek.
Lokalbibliotekerne byder i øvrigt på andre spændende aktiviteter i denne vinterferie. På Stoholm Bibliotek kan man for eksempel gå på Flunkejagt, på Bjerringbro Bibliotek er der glædeligt gensyn med KageKidz workshops og Karup Bibliotek får besøg af HonningBanden med en galop-komedie om venskab og eventyr for de 3-8 årige.
Kommentarer