Vindmøller – opstilling på land
Debatindlæg af Hans Tage Lund, Holmevej 24, 8830 Tjele
Den nuværende vindmøllekapacitet i DK svarer til El-forbruget hos 9,7 mill. husstande – altså en betydelig overkapacitet i forhold til de ca. 1- 2 mill. husstande, vi har her i landet.
Hvis bare det blev ved det, men danskerne har betalt milliarder i skat for at finansiere vindmøller på land og til vands.
Desværre har de ikke haft ret meget ud af de mange penge, da det kun er en forsvindende del af den enorme EL produktion fra møllerne, der ender i de danske stikkontakter.
Ovenstående tal taler for sig selv: Med den opstillede vindmøllekapacitet, der slet ikke bliver eller kan udnyttes her i landet, er det tåbeligt i DK at fortsætte med opstillingen af vindmøller – i hvert tilfælde på land, hvor de forvolder så megen skade på natur og mennesker.
Det ovenfor anførte sætter Viborg Kommunes vindmølleplaner i relief.
Hvilke interesser er det, man ønsker at pleje, når man så hårdnakket holder fast ved vindmølleprojekter som f. eks. det ulovlige vindmølleprojekt ved Tjele Langsø? – Et projekt der, såfremt det realiseres, vil stå som et eklatant eksempel på en kommunes malpraksis i forvaltningen af opgaven med at fremme den grønne energi i sit område, jfr. tidligere omtale af projektet.
Det er al ære værd, at 2 byrådsmedlemmer i VSF d. 14/2 d. å. taler for vindmølle opstilling på land, men deres argumenter er jfr. ovenstående ikke holdbare.
Endelig: Danmarks CO2 udledning svarer til 0,1 % af den samlede globale udledning. Heri er inkluderet CO2 udledning fra skibstransport og fly, som udgør halvdelen af landets samlede udledning på de 0,1 %. Sidstnævnte udledning er ikke inkluderet i det nu aktuelle meget omfattende klimaforlig i Folketinget med 70 % CO2 reduktion før 2030; en reduktion, som således svarer til 70 % af 0,05%(halvdelen af 0,1%) = 0,035% af den globale udledning.
Altså: stort ståhej for meget lidt!
Kommentarer