Vild start på Den Vildeste Idrætssommer
Med tungen lige i munden debuterede formand for Kultur- og fritidsudvalget Mads Panny og sportschef hos Viborg Idrætsråd Morten Erfurth på paddle board på Nørresø i anledning af Den Vildeste Idrætssommer – et tilbud til alle borgere og gæster i Viborg Kommune.
Den Vildeste Idrætssommer er et tilbud til alle de mange mennesker, der i år holder sommerferie hjemme i Viborg Kommune. Er du voksen eller barn og trænger du til, at der skal ske noget, så kan du fra i dag og gennem sommeren prøve en masse spændende aktiviteter i kommunens idrætsforeninger – helt uden at melde dig ind.
Det kan være nye aktiviteter eller det kan også være, at du bare har lyst til et come back i en idræt – måske er den sjovere end du huskede?
– Det bliver en kongesommer. Vores foreninger bakker fantastisk op om initiativet, og de er helt klar til at tage imod både store og små, samt uøvede og øvede. Alle kan få en sjov og aktiv sommer med masser af forskellige aktiviteter, fortæller Sportschef Morten Erfurth fra Viborg Idrætsråd.
Du kan prøve alt – næsten
Mange lokale idrætsforeninger holder ekstraordinært sommeråbent i år med tilbud til alle borgere. Derfor kan du i Den Vildeste Idrætssommer prøve aktiviteter som stand up paddle, svæveflyvning, bueskydning, orienteringsløb, faldskærmsudspring, mountainbike, tai chi, tennis, golf, disc-golf og meget andet.
Alle tilbuddene findes på fitdeal.dk, og det er også her, du tilmelder dig de enkelte aktiviteter. Mange af tilbuddene er gratis, andre koster lidt penge og nogle koster lidt mere som f.eks. svæveflyvning og faldskærmsudspring. Men der er ingen krav om indmelding i forening.
– En sommer med aktivitet, grin og glæde i familiens og venners selskab er enormt vigtigt for alle mennesker. Ofte rejser vi ud for at få oplevelser – men i år skaber vi det i vores egen kommune med massevis af idræts- og kulturtilbud, siger Mads Panny, der er imponeret over, at idrætten i denne fælles Covid-19 indsats tager ansvar for en fed sommer.
Det er Kultur & Udvikling og Viborg Idrætsråd, der står bag Den Vildeste Idrætssommer. Initiativet er en del af en fælles indsats fra Viborg Kommune og en lang række samarbejdspartnere, der skal gøre sommerferien herhjemme mere festlig, og som samtidig kan være med til at skubbe gang i det lokale økosystem.
Den Vildeste Idrætssommer løber hen over hele sommeren.
#denvildesteidrætssommer
Kommentarer