Debat og politik

Vigtige 3.991 regionale arbejdspladser i Viborg

Læserindlæg af Ib Bjerregaard (V). Medlem af Regionsrådet Regions Midtjylland.

Personaleredegørelsen for Region Midtjylland er nu udkommet og det er opløftende læsning for Viborg kommune.

Ikke mindre end 3.991 regionale arbejdspladser er der i Viborg kommune. I Aarhus er der selvfølgelig flest med 12.565 men på anden pladsen i regionen befinder Viborg kommune sig med de 3.991. Og på de næste pladser Herning og Randers med henholdsvis 2.298 og 2.092 regionale arbejdspladser.

Viborg kommune er også den kommune, hvor næst flest ansatte i regionen bor. Nemlig hele 2.600 borgere har ansættelse i region Midtjylland. De ansattes gns. Løn er 505.000 kr. Dermed giver det en udbetaling pr. år på lidt over 1,3 mia. kr. Med 25,7 i skatteprocent kan alle selv regne ud at det er noget, der batter til den kommunale økonomi – selv om diverse reguleringer og fradrag betyder, at det ikke kan gøres helt op.

Det er selvfølgelige regionshospitalet Viborg, der udgør den store andel. Derfor er det også ud fra den vinkel vigtig, at støtte hospitalet og sikre en god økonomi og mange funktioner her. Men også psykiatrien og administrationen på Regionshuset bidrager. Disse vigtige forhold sammenholdt med, at jeg også er en varm fortaler for det regionale demokrati, betyder at jeg er glad for, at den ”gamle” diskussion om vi skal have folkevalgte regioner ikke fylder noget mere. Min forventning er, at Venstre som parti snart kommer med en tilsvarende udmelding. Det vil jeg glæde mig til.

Med venlig sommerhilsen
Ib Bjerregaard

Link til personaleredegørelse.

Kommentarer