Viborgs landdistrikter skal være en turisme-magnet for viborgborgere
Med projektet ’Turist i egen kommune’ har Viborg Landsbysammenslutning (Vibland) sat sig i spidsen for at skabe større synlighed omkring turistmål i oplandet. Ønsket er, at borgerne i kommunen får øjnene op for de mange oplevelser, der ligger lige inden for rækkevidde – i kommunens mange landsbyer. For at få hjælp til den omfattende opgave har man allieret sig med tidligere turistchef Britta Leth.
I maj måned satte Viborg Landsbysammenslutning (Vibland) gang i projektet ’Turist i egen kommune’. Det skete ved et stormøde i Hald Ege, hvor repræsentanter fra landsbyer i hele kommunen deltog for blandt andet at definere seværdigheder og aktiviteter i egne lokalområder, men også for at komme med input til en strategi for at skabe kendskab til lokale natur- og kulturperler.
Meningen med projektet er at skabe en platform, der kan binde de lokale kulturskatte sammen, så først og fremmest lokale borgere i Viborg Kommune kan få fantastiske oplevelser i Viborgs opland.
– Viborg er en guldgrube af spændende aktiviteter og naturskønne oplevelser. Vi arbejder på at trække de stedbundne potentialer frem i lyset og synliggøre de lokale oplevelser, der måske ikke er kendt af alle. Det kunne for eksempel være en oversigt over de mange flotte legepladser, man kan tage på udflugt til, stisystemer og shelterpladser, der kan benyttes, eller gårdbutikker, gallerier og andre lokale seværdigheder, der findes over alt i kommunens landdistikter, forklarer formand for Vibland, Lone Kastberg.
Kompetent bistand
For at løfte projektet har Vibland allieret sig med Britta Leth, der er turismekonsulent og tidligere turistchef i Viborg Kommune. Ifølge Lone Kastberg har Britta Leth, med sin mangeårige erfaring som turistchef, et stort kendskab til de spændende steder og aktiviteter, der er rundt om i kommunen.
– Britta er vant til at arbejde med turisme på tværs. Vi var ikke i tvivl om, at Britta skulle med, for hun har lige præcis de kompetencer og den erfaring, der kan give masser af inspiration til oplevelser, så borgerne i Viborg Kommune får lyst til at opsøge spændende, lokale oplevelser i kommunens enorme landdistrikt, siger Lone Kastberg.
Britta Leth glæder sig rigtigt meget til samarbejdet.
– Viborg-egnen har en unik og alsidig natur samt enestående historiefortælling, og jeg brænder for at udbrede kendskabet til Viborg Kommunes borgere om dette, fortæller hun.
Styrket formidling
Vibland har samtidig tilknyttet en journalist, der skal stramme op på den skriftlige formidling, skabe større synlighed i medierne og bidrage til italesættelsen af de mange lokale kulturperler.
– Det er stærke ressourcer, der skal bakke op om den indsats, som Vibland, i samarbejde med de mange lokale ildsjæle, skal yde for at hjælpe projektet godt på vej, siger Lone Kastberg.
Fællesmøde for alle
Næste møde i projektet ’Turist i egen kommune’ foregår onsdag 11. september i Taarup forsamlingshus, hvor Britta Leth bliver præsenteret for deltagerne og kommer med et oplæg til, hvordan man kan arbejde videre med projektet.
Alle borgere i Viborg Kommunes landdistrikter er velkomne til at deltage, også selvom ens landsby ikke er medlem af Viblands repræsentantskab.
Tilmelding er dog nødvendig, og det kan ske til info@vibland.dk.
Kommentarer