Debat og politik

Viborgs borgere og medarbejdere bliver ført bag lyset

Af Aksel Madsen, Kandidat KV21, Enhedslisten

Enhedslisten Viborg stemte ikke kun imod budgetforliget, fordi det mangler den nødvendige handling for at bremse klimakrisen. Vi stemte også imod, fordi vi mener, Viborgs borgere og medarbejdere bliver ført bag lyset.

Budgettet indeholder grønthøsterbesparelser på 10 mio. kroner, der vil forringe vilkårene for alle kommunens ansatte. Det være sig på plejehjemmene, daginstitutionerne, skolerne osv. Men i budgetforliget og pressemeddelelsen forsøger man at feje nedskæringerne ind under gulvtæppet med newspeak af værste skuffe.

Her omtales nedskæringerne som ”Gevinstrealisering ved læring af corona-erfaringer” – på trods af, at det forringer vilkårene for alle de ca. 7500 arbejdere i Viborg Kommune.

Bag ordene gemmer sig påståede mindre udgifter efter corona på baggrund af ”øget brug af virtuelle møder, færre og mere effektive møder, delvist hjemmearbejde, mindre kursusaktivitet, mindre kørsel, bedre hygiejne og mindre sygefravær”. Og byrådsflertallet påstår at det er alle afdelinger, der kan spare af ovenstående grunde, så alle afdelinger beskæres.

I Enhedslisten mener vi, det er fugle på taget. For det første er det virkelighedsfjernt og arrogant at påstå, at alle kommunens medarbejdere kan holde virtuelle møder og arbejde hjemmefra. Det kan de varme hænder ikke. De er varme, fordi de har direkte kontakt med kommunens borgere.

For det andet er det mindre sygefravær rent teoretisk. Vi ved ikke, om det sker. Det kan være, men det er utidigt at budgettere efter det allerede, da det lige så godt kan gå den modsatte vej. Lige nu florerer der for eksempel forkølelse ude i institutionerne.

De forkølede bliver testet for COVID19, og hvis den er negativ, møder de småsyge op. For så er det jo ikke farligt. Det øger smitten og giver mere sygefravær. Læg dertil, at nedskæringerne efter denne grønthøstermetode giver øget stress og sygefravær pga. dårligere arbejdsvilkår. Det er en hån mod pædagogerne, lærerne, sosu’erne m.fl. at byde dem velkommen tilbage fra lockdown med nedskæringer.

Politikerne var advaret af medarbejderne. I deres kommentar til budgettet udtalte de gennem Hoved-MED:

”Medarbejdersiden […] forudser desuden en voldsom udfordring af arbejdsmiljøet og sygefraværet, hvis man vælger igen at skære i driften. Der er – igen særligt med det seneste år in mente – blevet løbet rigtigt stærkt og trukket store veksler på omstillingsparatheden. En yderligere reduktion på driften vil ikke opleves som en anerkendelse af denne indsats. Tvært imod.”

Men den advarsel blev der ikke lyttet til. I stedet forsøger byrådsflertallet at camouflere nedskæringerne med tågesprog. Så vil Enhedslisten hellere stå udenfor. Vi vil aldrig forsøge at skjule, hvad budgettet indeholder for kommunens borgere og arbejdere.

Viborgenserne skal vide, hvad der blev stemt igennem. Og de 7500 kommunale arbejdere skal vide, at en stemme på Enhedslisten til kommunalvalget er en stemme imod de årlige nedskæringer.

Kommentarer