Viborg By

Viborg Sangkraft starter året med koncert og fællessang på hovedbiblioteket

Koret Sing4Fun deltager ved åbningskoncerten 16. januar. Pressefoto

Kom og syng Viborg Sangkraft godt i gang mandag den 16. januar på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg.

Mandag 16. januar åbner Sangkraft Viborg med et brag af en åbningskoncert på Hovedbiblioteket i Viborg, hvor flere lokale kor ‘giver den gas’ og synger for til fællessang.

Mød Viborg-korene Sing4fun og Must Sing, sidstnævnte akkompagneret af bandet Dream Team fra Viborg Kulturskole. Korene synger rytmiske numre, og i løbet af koncerten vil de invitere publikum ind til et par fællessange, så vi sammen kan mærke sangens sus.

Du får også mulighed for at høre mere om Sangkraft Viborg og visionerne bag.

Fokus på sang og sangfællesskaber

Sangkraft Viborg er et nyt projekt i Viborg Kommune, som i de kommende år sætter fokus på sang og sangfællesskaber hos børn, unge og voksne, sang som sundhedsfremmende initiativ og talentudvikling. Sang er sjovt, godt og sundt for både krop og sjæl, og derfor er der i disse år øget fokus på brug af sang i sociale, sundhedsmæssige og pædagogiske sammenhænge. Sang styrker nemlig både fællesskabet og sundheden.

På denne aften får du også mulighed for at hilse på repræsentanter for styregruppen bag Sangkraft Viborg samt den nyansatte koordinator. Sangkraft Viborg er en del af Sangkraft ’25, som Sangens Hus i Herning står bag.

Åbningskoncerten finder sted på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg mandag den 16. januar klokken 19-21.

Der er fri entré og ingen tilmelding.

Kommentarer