Viborg Museums fund af ridderborg på top ti liste over årets fund
Viborg Museum fandt i efteråret det endegyldige bevis på, at Niels Bugges borg ligger under ruinerne af Hald Slot. I dag er det fund landet på den attraktive Top 10 liste over årets mest interessante arkæologiske fund i Danmark.
Slots- og Kulturstyrelsen præsenterer i dag en Top 10 over de mest interessante fund, som arkæologer ved danske museer har arbejdet med i året, der gik.
Det er med en vis portion faglig stolthed, at Viborg Museum kan fortælle, at fundet af den sagnomspundne Niels Bugges borg ved Hald er vurderet til at være af så stor kulturhistorisk betydning, at det er med på årets Top 10 liste.
– Det var en meget stor dag for os, da vi i efteråret kunnet bevise, at vores teori om, at Niels Bugges borg ligger under ruinerne af Hald Slot, viste sig at holde stik. Derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for at være med på Top 10 listen over de vigtigste arkæologiske fund i Danmark i 2018. At være med på den liste er en anerkendelse af, at fundet af Niels Bugges borg er en vigtig arkæologisk hjørnesten i fortællingen om magtens udvikling i Danmark, udtaler museumsinspektør Jesper Hjermind, der står i spidsen for udgravningerne ved Hald.
Top 10 er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund i løbet af året, og listen opgør fundene i tilfældig rækkefølge.
Betingelsen for at optræde på listen er, at fundet kommer fra en ny arkæologisk udgravning, eller at der er tale om naturvidenskabelige undersøgelser, der tilfører betydelig ny viden til arkæologien og Danmarks kulturhistorie.
Artiklen fortsætter under billedet…
Fakta om udgravningerne
De fem Halder udgør en dansk sjældenhed. Den tidsmæssige spændvidde mellem de fem Halder, deres forholdsvis velbevarede stand og indbyrdes beliggenhed inden for gåafstand i meget smukke omgivelser gør det til en helt enestående og bevaringsværdig historisk seværdighed.
Derfor bliver området nu nyformidlet. Det sker blandt andet med støtte fra A.P. Møller Fonden. Projektet “De Fem Halder” skal skabe en samlet borgfortælling og dermed styrke stedets kulturhistoriske værdi. Formidlingen lægges an på at ske gennem det eksisterende landskab, fortidsminderne og bygningerne i området.
Bag projektet står Naturstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, Viborg Kommune, samt Venneforeningen De Fem Halder. Projektet forventes afsluttet inden 2020 og udføres af Erik Brandt Dam Arkitekter Aps, som i august 2016 vandt arkitektkonkurrencen om nyformidling af Haldområdet.
Slots- og Kulturstyrelsen skriver følgende om årets Top 10 liste:
– Vi bliver hele tiden klogere på vores kulturarv, når arkæologer på museerne graver i jorden eller undersøger havbunden, og det har været et rigtig godt år på arkæologifronten i 2018. Vi kan derfor i år se tilbage på et spændende år med fund, der viser os helt nye sider af vores danmarkshistorie, udtaler enhedschef Dorte Veien Christiansen, Center for kulturarv i Slots- og Kulturstyrelsens pressemeddelelse.
Fakta om Top 10
Kandidaterne til Top 10 har været mange i år og tæller blandt andet fundet af lerskiver på Lolland fra den yngre stenalder med tandaftryk fra et menneske, Københavns ældste kirkegård, et kæmpe skibsvrag ved Køge, spor af en enorm jernproduktion i Gødvad ved Silkeborg, det fascinerende fund af ridderen Niels Bugges borg ved De fem Halder ved Viborg og brug af droner, når arkæologiske spor i landskabet bliver fulgt i Ringkøbing. Betingelsen for at være med på årets Top 10 er, at fundet kommer fra en ny arkæologisk udgravning, og at det er undersøgelser, der tilfører betydelig ny viden til arkæologien og Danmarks kulturhistorie.
Kommentarer