Viborg By

Viborg Museum søger sygehusbilleder til ny bog

Foto: Hospitalsenhed Midt

Viborg Museum har brug for hjælp til at finde billeder til en ny bog om sygehusets historie. Derfor inviteres borgere og sygehuspersonale til at indlevere fotos til museet, der deltager i Regionshospitalets arrangement på byggepladsen den 3. september kl 10-15.

Søndag den 3. september får interesserede mulighed for at besøge byggepladsen ved Regionshospitalet i Viborg. Viborg Museum deltager i arrangementet med egen stand på byggepladsen. Her tager museumsinspektør Peter H. Iversen og kolleger gerne imod private fotos fra sygehusets historie, som vil blive scannet og måske få en plads i den kommende bog om sygehusets historie.

Peter H. Iversen har i de seneste måneder arbejdet med at skrive bogen om sygehusets historie. Til denne bog mangler han billedmateriale til at dokumentere arbejdsliv og dagligdag på sygehuset igennem tiden.

Han opfordrer derfor både byens borgere og sygehusets personale til at kigge egne fotoalbums igennem og komme forbi museets stand med dem til åben byggeplads arrangementet.

– Fotografierne må meget gerne afspejle hverdagen på hospitalet. Det kan altså være billeder taget af personale, patienter eller pårørende. Om billederne er 50 år eller fem år gamle er ikke afgørende. De behøver ikke være gamle for at have værdi i denne sammenhæng, fordi bogen og sygehusets historie skal også rumme billeder fra nyeste tid, forklarer museumsinspektør Peter H. Iversen.

Han pointerer, at man altså ikke behøver blive væk, bare fordi ens billeder er fra dette årtusinde. Viborg Museum vil ikke love, at alle de indsamlede billeder kommer med i bogen, fordi det vil bero på en senere redaktionel gennemgang.

– På dagen scanner vi billedet ind i god kvalitet og indsamler oplysninger om billederne. Hvem har taget det, hvem er på billedet, hvornår er det taget, hvorhenne og eventuelt andre brugbare oplysninger. Vi har brug for et rigtig godt udvalg, så bogen bliver både vedkommende og spændende at bladre igennem for så mange, som muligt, udtaler Peter H. Iversen.

En vigtig pointe er også, at alle, som afleverer billeder, giver tilladelse til, at museet må bruge dem i bogen og i eventuelle foredrag om sygehusets historie. Har man ikke mulighed for at aflevere billeder på selve dagen, så tager museets medarbejdere på lokalarkivet også gerne imod dem på Hjultorvet i Viborg hver tirsdag, onsdag og torsdag.

Arbejdet med den nye bog begyndte den 1. maj 2017. Bogen forventes at være færdig, når det nye akuthospital åbner i 2018.

Kommentarer