Viborg Kommune sætter kvindelandsholdet på auktion
I forbindelse med Danmarks Indsamling 2018 deltager Viborg Kommune i Danmark på Auktion med en fantastisk fodboldoplevelse med landskamp og hotelophold.
Den 3. februar samler DR og 12 humanitære organisationer ind til verdens hjemløse børn ved den årlige Danmarks Indsamling.
I samarbejde med DBU og Golf Hotel Viborg støtter Viborg Kommune det gode formål ved at sætte en fantastisk fodboldoplevelse med kvindelandsholdet på auktion.
– Vi vil gerne hjælpe med at skaffe så mange penge som muligt til de hjemløse børn. Derfor skal den “vare”, vi sætter på auktion, være så attraktiv som muligt. Det er kvindelandholdets EM-sølvvinderne i allerhøjeste grad. Derfor synes vi, det er oplagt at sætte en landsholdsoplevelse på hjemmebanen i Viborg på auktionshylden, fortæller borgmester Ulrik Wilbek.
VIP oplevelse i Viborg
Kvindelandsholdet er i øjeblikket i gang med VM-kvalifikationen, og den fodboldfan, der byder højest på auktionen, kan vælge at indløse sin oplevelse til én af de fire kvalifikationskampe på Viborg Stadion, og den indeholder:
• VIP-arrangement med spisning for to personer før kampen
• De bedste pladser på Energi Viborg Arena
• Et møde med landsspillerne på banen umiddelbart efter kampen
• Billeder med spillerne og mulighed for autografer
• Overnatning m/morgenmad for to personer på Golf Hotel Viborg
Oplevelsen kan valgfrit placeres i forbindelse med de fire VM-kvalifikationskampe, som spilles den 9. april, den 12. juni, den 30. august og den 4. september 2018 på Viborg Stadion – nationalstadion for det danske kvindelandshold.
Det er muligt at byde på oplevelsen via dette link til Danmark på Auktion på Lauritz.com.
Kommentarer