Viborg Kommune modtager støtte til flere projekter i Hans Eriks Lund
Med en samlet støtte på godt en million kroner fra Nordea-fonden, Lokale- og Anlægsfonden og Anders Brøndums Velgørende Fond kan Viborg Kommune nu gennemføre flere projekter i naturområdet i den tidligere grusgrav ved Søndre Skole i Viborg.
I løbet af 2023 og 2024 bliver området i den tidligere grusgrav ved Søndre Skole i Viborg yderligere udviklet med flere af de aktiviteter, der indgår i Kommunens plan for området. Det vil ske på baggrund af støtte fra tre fonde, der supplerer en anlægsbevilling på en million kroner, som Viborg Byråd allerede har vedtaget. Med støtten fra de tre fonde er der samlet to millioner kroner til projektet.
Tre anlægsprojekter sættes i gang
Med en bevilling på 750.000 kroner fra Nordea-fonden og egenfinansiering fra Viborg Kommune bliver det nu muligt at etablere et udendørs læringsmiljø, hvor Søndre Skole og andre skoler kan trække undervisningen i særligt naturfagene ud i naturen og styrke elevernes læring om natur og miljø. Nordea-fonden støtter også med sin bevilling etableringen af et madpakkehus og et bålsted, som fremover kan fungere som et samlingspunkt for udeliv og fællesskab, når man besøger området.
Det er Nordea-fondens ‘Her gror vi-pulje’, som støtter projektet i Hans Eriks Lund. Puljen er iværksat for at støtte initiativer, som får både bynatur og fællesskaber til at vokse.
Den eksisterende multibane får ny asfaltbelægning, og der bliver opstillet mål til boldspil og ramper til løbehjul og skateboards på baggrund af bidrag fra Lokale- og Anlægsfonden og Anders Brøndums Velgørende Fond, der støtter med hhv. 200.000 og 100.000 kroner. Viborg Kommune bidrager selv med 100.000 kroner til dette delprojekt.
Området bliver også gjort mere tilgængeligt året rundt samtidigt med, at biodiversiteten bliver fremmet. Det sker via en kommunal bevilling til nye stier og LAR-grøfter (Lokal Afledning af Regnvand, for eksempel via nedsivning).
Attraktivt for mennesker og natur
Projekterne i Hans Eriks Lund udspringer af et fælles projekt mellem Boligselskabet Sct. Jørgen og Viborg Kommune, som skal understøtte en bedre social balance i boligområdet. Miljø og biodiversitet er ligeledes en væsentlig del af projekterne i den tidligere grusgrav, som er vært for mange arter og blomster, der kun kan trives her.
– Jeg glæder mig over, at de tre fonde generøst har fundet midler til at støtte udviklingsaktiviteterne i Hans Eriks Lund. Med fondsstøtten kan vi gå i gang med at realisere de nye projekter, som er med til at gøre området endnu mere attraktivt for både mennesker og biodiversiteten, og så bliver det spændende for Søndre Skole at kunne flytte mere af undervisningen udendørs, siger Katrine Fusager Rohde, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.
De første projekter forventes sat i gang i efteråret 2023. I alt investeres der 2,1 millioner kroner i udvikling af området i 2023-2024.
Fakta
Hans Eriks Lund er et naturområde, der grænser op til boligområdet Ellekonebakken i Viborg samt bydelens skole og fritids- og ungdomsklub. De store græsarealer og sandede område er omkredset af små bakker og har et stort potentiale for at fremme både biodiversiteten og skabe grønne områder til glæde for mennesker. Formålet med Hans Eriks Lund er også at skabe rum til leg og læring for børn og unge og bidrage til at gøre det store boligområde Ellekonebakken mere attraktivt.
De første to færdige delprojekter i Hans Eriks Lund blev indviet den 25. maj 2023. Det drejer sig om mountainbike-sporet, der er finansieret af Salling Fondene og opført af Viborg Kommune i samarbejde med lokale mountainbikeforeninger samt trolden Elles Helle, som er finansieret og etableret af Boligselskabet Sct. Jørgen.
Kommentarer