Debat og politik

Viborg Kommune er ikke EU, og Viborg er ikke Bruxelles.

Men det er nu alligevel let at finde lighedspunkter.

Debatindlæg af Elo Nielsen, Skals. Kandidat for SF til kommunalbestyrelsesvalget i Viborg.

Hvorfor oplever borgerne i EU’s medlemsstater, at EU er meget lang væk, og at de ”dernede i EU” ikke kender og forstår livet og vilkårene her hos os?

Hvorfor oplever borgerne i landdistrikterne, at Viborg er meget langt væk, at de ”derinde på Rådhuset” ikke kender og forstår livet og vilkårene her hos os?

Hvem er de – ”de dernede i EU”? Og hvorfor skal de egentlig bestemme over os?

Det var måske meget bedre, hvis Danmark selv kunne bestemme?

Hvem er de – ”de derinde på rådhuset”? Og hvorfor skal de egentlig bestemme over os?

Det var også meget bedre i Møldrup Kommune!

Jo der er klare lighedspunkter. Og ligesom EU-systemet er begyndt at kigge indad og tænke efter, om borgerne i medlemsstaterne kan have en pointe, når de oplever, at der er meget langt til Bruxelles.

Ja så skal Byrådet også kigge på egne rutiner og tænke efter, om ting kan gøres på andre måder, således at folk ”derude” i landdistrikterne kan opleve sig set, hørt og mødt af deres kommune.

Hvis ikke Europapolitikerne i Bruxelles og Kommunalpolitikerne i Viborg tager opgaven på sig og skaber mødet og dialogen med borgerne, ja så kan der let udvikles ”A-samfund” og ”B-samfund” – de ”vigtige” og de ”knap så vigtige”. En orden, der skaber grundlaget for frustrationer og vrede, og som genererer ligegyldighed og afmagt – for det nytter jo alligevel ikke noget.

Det er naturligvis politikerne – både dem i Bruxelles og dem i Viborg, der har ansvaret for at udviklingen går i den rigtige retning.

Politikerne skal mødes med deres borgere og de skal kende Europa og de skal kende deres kommune.

Hvordan Europapolitikerne vil løse opgaven, vil jeg lade stå, til eftertanke.

Men i Viborg skal kommunalbestyrelsen regelmæssigt møde borgerne ude på deres hjemmebane.

Vi skal vise, at vi lytter, og at vi interesserer os for livet ”derude”. Vi skal ud og se folk i øjnene og skabe dialogen.

Jeg vil konkret foreslå flg.:

  • Kommunalbestyrelsen skal ved konstitueringen etablere et Landdistriktsudvalg.
  • Møderne i udvalget og ind imellem også i Kommunalbestyrelsen skal afholdes rundt i kommunen.
  • I forbindelse med møderne skal der være plads til dialog med lokalsamfundets borgere.
  • Alle politikere skal besøge kommunens lokalsamfund for at lære hele kommunen at kende.

Det skal opleves og fremstå tydeligt at Viborg Kommune er mere end Viborg.

Kommentarer