Kultur

Viborg Guiderne og Viborg Museum går sammen

Med den nye aftale mellem Viborg Guiderne og Viborg Museum kan Viborg-borgere og turister se frem til flere spændende arrangementer i byens historiske kvarterer. Arkivfoto: Viborg Guiderne

Den frivillige forening ”Viborg Guiderne”, blev ‘hjemløse, da VisitViborg ved udgangen af 2019 lukkede og slukkede. Men med en ny aftale er de nu kommet ind under Viborg Museums vinger. 

Foreningen af frivillige fortælleglade guider under navn ”Viborg Guiderne” har i det nye år indgået en samarbejdsaftale med Viborg Museum.

Viborg Museum hjælper fremover Viborg Guiderne med det administrative arbejde og PR, mens museet omvendt kommer til at nyde godt af de mange frivillige guiders indsats med historieformidling i byrummet i Viborg.

– Vi er rigtig glade for at have indgået samarbejdsaftalen med netop Viborg Guiderne. Mange viborgensere og gæster ønsker at opleve Viborg sammen med foreningens dygtige guider. Allerede i ugerne op til jul har vi på museet mærket den store interesse, der er for særligt den guidede tur Bryg & Brosten, hvor historieformidling kombineres med ølsmagning på Viborg Bryghus. Sammen med Viborg Guiderne kan vi skabe oplevelser, der matcher turister og lokales efterspørgsel, så vi glæder os over samarbejdet, udtaler museumschef Brian Wiborg fra Viborg Museum.

Der er også tilfredshed at spore hos Viborg Guiderne, som er klar på det fælles arbejde mod at give endnu flere gæster en god oplevelse med guidede, historiske ture i Viborg og omegn.

– Viborg Guiderne har nu eksisteret i snart 35 år i Viborg. Vi har efterhånden guidet mange gæster rundt i Viborg og omegn. Alt dette kunne vi jo frygte var slut, da Visit Viborg lukkede. Heldigvis lykkedes det at få en aftale med Viborg Museum. Vi ser frem til et godt og trygt samarbejde, der jo allerede er godt i gang. Så turister og lokale skal nok få deres rundvisninger som før, lyder den positive melding fra Viborg Guidernes formand, Annie Grethe Dollerup.

Viborg Museum har overtaget opgaven med at stå for markedsføring og booking af ture for Viborg Guiderne, da Visit Viborg lukkede turistkontoret permanent kort før jul. Markedsføringsopgaven sker fremover i samarbejde med Visit Aarhus, hvor museet har købt en markedsføringspakke og adgang til turistorganisationens bookingsystem. Grunden til denne disposition skyldes, at regeringen sidste år besluttede, at lokale markedsføringsopgaverne inden for turisme skulle samles på færre enheder i Danmark

Kommentarer