Viborg By

Viborg får puljemidler til at styrke børns læselyst

Slots- og Kulturstyrelsen og Undervisningsministeriet har bevilliget en samlet støtte på 780.000 kroner til to læseprojekter, der skal styrke læselysten hos børn og unge fra 0.-9. klasse. Viborg Bibliotekerne og Børn & Unge Forvaltningen i Viborg Kommune har indgået et partnerskab – Læsespots – for at styrke børns læselyst gennem en bred indsats, der skal gøre Viborg Kommune til en modelkommune på området.

Slots- og Kulturstyrelsen har bevilliget 530.000 kroner til Viborg Bibliotekernes projekt “Læsespots”. Projektet handler om at etablere særlige, inspirerende læseområder med mini-biblioteker og læseaktiviteter for børn i alderen 0.-3. klasse i alle 26 SFO’er i Viborg Kommune. Børnene bliver inddraget i udviklingen af læsetilbuddet fra start til slut, når læseprojektet ruller ud i løbet af skoleåret 2020-21.

Pengene gives fra en særlig læsepulje på 6,9 millioner kroner, der skal styrke samarbejdet mellem folkebiblioteker og SFO’er i hele landet. Særligt er fokus på at fremme læselysten hos børnene i indskolingen.

Viborg Bibliotekerne modtager således 10 procent af den samlede puljesum og er dét bibliotek, der modtager flest projektmidler fra læsepuljen, og det er der stor glæde over hos både Viborg Bibliotekerne og hos kommunen.

– Vi er meget stolte over at modtage så stort et beløb fra Slots- og Kulturstyrelsen, lyder reaktionen fra Biblioteks- og Borgerservicechef Britta Thuun-Petersen og forklarer om projektet:

– Vi skaber en enestående læselystindsats i Viborg Kommune, der kommer 3.300 børn til gode til næste skoleår. Læseprojektet er et glimrende eksempel på et bredt partnerskab i Viborg Kommune, hvor børnene selv får medbestemmelse på udviklingen af læsetilbuddene.

Også Viborg Kommunes viceskolechef, Hans Jørgen Hanghøj Dam er glad.

– Overordnet er formålet at give børn mulighed for og lyst til at opleve og udforske den gode historie sammen med hinanden og de voksne omkring dem i deres hverdag.

Slots- og Kulturstyrelsen har modtaget 75 ansøgninger, og der er søgt for i alt 21,7 millioner kroner. Blandt dem har 35 projekter fået tilskud til projekter, som skal højne læselysten hos børnene.

Lystlæsning i fritiden for de ældste børn

Børn & Unge Forvaltningen har, udover de nævnte 530.000 kroner også fået 250.000 kroner fra puljen “Læselyst i Folkeskolen” til de ældste børn og unge fra 4.-9. klasse.

Der bliver etableret læseklubber og -cafeer i fritiden, så med puljemidler til både de store og små børn, bliver der hermed satset på at øge læselysten og litteraturinteressen hos en bred gruppe.

– Det er en glædelig julegave, som børnene i Viborg Kommune får fra læselystpuljen. Vi ser frem til samarbejdet i 2020 på tværs af Viborg Kommunes forvaltninger for at øge børnenes lyst til litteratur og læsning i skoler og SFO, lyder det fra formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mads Panny (S).

Fakta

Læselystprojekterne er en del af den nationale indsats, der har til formål at styrke børns læselyst og læsefællesskaber i indskolingens fritidstilbud. Den nationale indsats koordineres af centralbibliotekerne.

Projekterne understøtter Viborg Kommunes fælles ambition om at styrke skolebørns læselyst (0.-9. klasse). Indsatserne er forankret på tværs af forvaltningerne Kultur & Udvikling (K&U) via Viborg Bibliotekerne og Børn & Unge (B&U).

I et ligeværdigt partnerskab mellem Viborg Bibliotekerne og alle 26 SFO’er i Viborg Kommune udvikles et koncept for Læsepots. Disse spots bliver et særligt område i den enkelte SFO, der skal skabe læselyst gennem oplevelse af den gode historie. Dette vil ske gennem fortælle- og læseaktiviteter samt etablering af “SFO-bibliotek” og inspirerende indretning. Centralt i projektet står inddragelse af børnene.

For børn fra 4.-9. klasse bliver projektet at fokusere på læseklubber, som understøtter elever med læseudfordringer. Her arbejdes der individuelt med elevernes læseudvikling, læselyst og læsevaner.

Kommentarer