Viborg er udpeget som UNESCO Creative City
På baggrund af 30 års fokuseret indsats på animationsområdet har UNESCO udpeget Viborg Kommune til det prestigefyldte netværk “UNESCO Creative Cities”. Viborg er udpeget i kategorien “media arts”, som tæller bare 17 byer i hele verden.
Viborg bliver UNESCOs eneste nordiske Creative-City-kommune i kategorien “media arts” – en kategori, der også tæller byer som Lyon, Toronto og Tel Aviv.
Viborgs visuelle DNA
Animation og visuel formidling er et grundlæggende molekyle i Viborg Kommunes DNA. Gennem 30 år er der arbejdet med animation, og i 2014 vedtog byrådet den første officielle animationsstrategi. Glæden over UNESCOs anerkendelse er derfor stor i Viborg, og borgmester Ulrik Wilbek siger i forbindelse med offentliggørelsen:
– Det er en fantastisk god nyhed, som gør mig rigtig stolt på vegne af alle de mange gode private og offentlige kræfter, som i mange år har arbejdet sammen om at gøre Viborg Kommune til et kraftcenter for visuel kreativitet. UNESCOs udpegning gør os til medlem af en stærk, international familie og giver os en enestående platform til at udbrede og udvikle arbejdet med visuel formidling både nationalt og internationalt.
Først i juni måned 2020 bliver Viborg Kommunes nye status officiel ved en stor begivenhed i Brasilien. Det skal naturligvis også fejres hjemme i Viborg, siger Ulrik Wilbek og tilføjer:
– Nu går vi i dialog med alle relevante aktører, så vi kan få arrangeret en flot begivenhed, der kan markere udnævnelsen. Hvad det bliver for en begivenhed, ved jeg ikke, men at det bliver en stor, visuel oplevelse, kan jeg godt love.
Herudover er der i den oprindelige ansøgning allerede planlagt fire aktiviteter med Viborg i rollen som UNESCO Creative City (se info. neden for).
Bred satsning
Den strategiske satsning på det visuelle område i Viborg Kommune betyder, at Viborg er hjemby for flere uddannelser med fokus på det visuelle område. Det gælder The Animation Workshop (VIA University College), Medieskolerne/Media College Denmark samt softwareingeniør-uddannelsen med fokus på AR/VR på VIA University College.
Kommunen har desuden et stærkt videns- og virksomhedsmiljø på det visuelle område blandt andet repræsenteret ved virksomhedsklyngen Arsenalet.
Det visuelle fingeraftryk ses i hele kommunen; fra børn, der lærer at animere i skolen til virksomheder, der udvikler spil, genoptræningsmanualer til hospitaler og sågar en oscarnomineret tegnefilm. En gang om året samles trådene i den årlige Viborg Animation Festival.
Viborgs-aktiviteter som UNESCO Creative City
- Under Viborg Animationsfestival afvikles en særlig UNESCO-session for børn og unge for at få deres bidrag til animation og bæredygtig udvikling.
Udvikling af visuelle løsninger til at formidle den unikke, historiske kulturarv, som eksisterer mange steder i Viborg Kommune.
- Visuel udsmykning af viadukten i Bjerringbro, som en del af et byfornyelsesprojekt.
- Internationalt vil Viborg bruge UNESCO-platformen og netværket til at udbrede kendskabet verden over til de mange visuelle, kreative og bæredygtige styrkepositioner, der findes indenfor både uddannelsesverdenen, kulturinstitutioner og i erhvervslivet.
Om UNESCO Creative Cities
UNESCO Creative Cities Network blev oprettet i 2004 for at fremme internationalt samarbejde med og mellem byer, der har anerkendt kultur og kreativitet som en strategisk faktor for bæredygtig byudvikling.
Netværket består nu af 17 byer, heriblandt Toronto, Tel Aviv, Austin, Dakar, Sapporo og Lyon.
Kommentarer