Bjerringbro

Viborg Byråd samles i morgen onsdag trods skærpede henstillinger 

Trods skærpede henstillinger fra Sundhedsministeren mandag har Viborg Byråd valgt at mødes onsdag eftermiddag. Til gengæld vil der ikke være adgang for hverken tilhørere eller presse. Arkivfoto: Viborg Kommune

Trods Sundhedsministeriets anvisninger til offentligheden om at holde sig hjemme og i hvert fald at holde afstand til andre personer, har Viborg Byråd besluttet sig for at gennemføre mødet i morgen onsdag. Et flertal med borgmesteren i spidsen ønskede mødet af sikkerhedsmæssige årsager gennemført i decimeret udgave, men det afviste Konservative. Så på nær af et par afbud mødes det samledes byråd i morgen i Multisalen på rådhuset.

Den verserende coronavirus griber om sig og påvirker i stigende grad hverdagen for folk, som på regeringens opfordring undlader at samles mange ad gangen og generelt holder afstand for at mindske smittefaren.

På den baggrund foreslog borgmester Ulrik Wilbek, at det kommende byrådsmøde, som finder sted i morgen onsdag 18. marts, skulle gennemføres i en decimeret udgave, det vil sige med færre byrådsmedlemmer.

Det fik han opbakning til fra de fleste partier i byrådet, som sammen var enige om at gennemføre mødet med kun 17 medlemmer.

Dette er var Konservative imod. De har i stedet ønsket helt at udskyde eller aflyse mødet, men det afviser  Ulrik Wilbek som en mulighed.

– Vi har selvfølgelig forhørt os hos Indenrigsministeriet, og herfra lyder det, at vi skal gennemføre byrådsmødet. Man kan som udgangspunkt godt aflyse et byrådsmøde, men ikke på grund af coronavirus, som det ser ud nu. Det fremgår blandt andet af deres svar, at ”kommunalbestyrelsens flertal kan således ikke med henvisning til disse foranstaltninger og anbefalinger aflyse et møde, fordi det er nødvendigt”.  Det opfatter jeg sådan, at man ikke kan opsætte eller aflyse et møde med coronavirus som argument, lyder meldingen fra borgmesteren.

– Jeg havde foreslået, vi kunne være 17. Så  kunne vi sidde med en passende afstand mellem hinanden. Så havde vi stadig haft det fornødne flertal, og så kunne vi hurigt få tingene igennem og komme hjem, men det ville Konservative ikke være med til, og derfor gennemfører vi nu byrådsmødet med deltagelse af alle medlemmer, siger Ulrik Wilbek.

Han pointerer, at man har haft andre muligheder under overvejelse.

– Vi kunne lave det som et Skype møde, men det skal jo være sådan, at offentligheden kan følge med, og vi tror ikke på, at vi kan lave en ordentlig streaming med 31 byrådsmedlemmer, der sidder hjemme ved hver deres computer. Det siger vore IT-afdeling i hvert fald, siger han.

En anden mulighed var at flytte mødet til eksempelvis en hal, men så ville det kræve at udstyret, der streamer møder skulle flyttes med, og det ville også være for besværligt, lyder forklaringen.

– Vi kunne i pricippet også godt aflyse mødet, hvis vi var enige om det allesammen, men så ville det gå ud over blandt andet dele af erhvervslivet eller Tinghallen, som sidder og venter på nogle bevillinger. Det er der ingen, der er tjent med, så alt i alt skal vi havde gennemført det byrådsmøde, og fordi Konservative er imod den decimerede udgave, så bliver det med fuld deltagelse med undtagelse af et par afbud.

Har du overvejet at indskrænke dagsordenen til de mest presserende sager?

–Der er vel 22 sager på den åbne dagsorden, og 3 sager på den lukkede dagorden, der bare kan køres igennem uden problemer. Så med lidt god vilje burde vi kunne gøre det på 10 minutter, lyder vurderingen fra Ulrik Wilbek.

Mens byrådpolitikerne således med få undtagelser har mødepligt til mødet i morgen er der til gengæld forbudt  for offentligheden , herunder pressen, at deltage. Dette med henvisning til smitterisikoen.

Mødet livestreames og kan følges på viborg.dk

Kommentarer