Debat og politik

Viborg byråd bevilliger 13 millioner mere til skolebyggeri efter konkurs

Viborg Byråd har bevilget yderligere 13 millioner til færdiggørelse af Lysningen. Foto: Martin Olesen (beskåret)

På et hasteindkaldt byrådsmøde onsdag den 1. november godkendte politikerne i Viborg Byråd en kontrakt med firmaet GK, der betyder, at byggeriet af Lysningen kan færdiggøres.

Virksomheden Brøndum A/S´ konkurs har væsentlige økonomiske konsekvenser for Viborg Kommune.

Virksomheden var nemlig ansvarlig for VVS- og ventilationsarbejde i forbindelse med byggeriet af Lysningen i Overlund, der forventes færdig i foråret 2024.

Konkursen betyder derfor, at der skal findes en anden leverandør til at overtage de opgaver.

Efter at have fået tilbud fra mulige leverandører mødtes Viborg Byråd til et ekstraordinært møde onsdag aften, hvor byrådet godkendte, at Viborg Kommune indgår en kontrakt med virksomheden GK om færdiggørelse af VVS -og ventilationsopgaverne.

Indgåelsen af en ny kontrakt, samt de afledte konsekvenser af Brøndum A/S´ konkurs, betyder, at den samlede pris for byggeriet stiger med knapt 13 millioner kroner, hvilket ærgrer borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.

– Jeg er meget træt af, at vi igen har behov for at bevilge ekstra midler til byggeriet af Lysningen, og derfor er det heller ikke med glæde, at vi i byrådet har besluttet at bruge yderligere 13 millioner kroner på byggeriet. Det sagt, er det en bunden opgave at få byggeriet færdiggjort, så Overlund kan få glæde af en ny skole fra august 2025, og så må vi i byrådet tage en drøftelse af, om der er noget, der skal ændres i den måde, Viborg Kommune laver udbud af byggeprojekter på fremover, siger borgmesteren.

Han håber, at byrådets beslutning betyder, at byggeriet af Lysningen nu kan færdiggøres uden flere negative overraskelser.

– I den ekstra bevilling, der er givet, har vi taget højde for alle kendte udgifter, og jeg håber ikke, at bliver behov for yderligere ekstrabevillinger, siger Ulrik Wilbek.

 

Kommentarer