Viborg By

Viborg-borgere inviteres til aftencykeltur i fuldmånens skær

Pressefoto

Lørdag 4. november inviterer Viborg Kommune alle borgere til ‘Light Ride’ i forbindelse med den regionale fuldmånebegivenhed under Aarhus 2017, Move For Life.

November er traditionelt kendt som en mørk måned, men der bliver masser af liv, lys og farver i weekenden 4. og 5. november, når fuldmånebegivenheden ‘Move For Life’ indtager hele Region Midtjylland – herunder Viborg – med masser af lokale events, der på hver sin måde kobler foreningsliv, kultur og oplevelser.

– Move For Life Move er Danmarks smukkeste og mest bevægende fuldmånedøgn, der gentænker motion og bevægelse gennem mere end 140 idrætsevents. Det er et regionalt DGI-projekt, som har til formål at gentænke måden, vi er aktive på, mens vi bevæger hele regionen samtidigt, fortæller Simon Knoblauch, projektleder på Move For Life.

Borgerne fra Viborg inviteres til Light Ride

I Viborg får borgerne – store som små – mulighed for at deltage i Light Ride lørdag 4. november fra klokken 16.30-19.00. Det er Viborg Kommune, der byder ind med arrangementet.

– I fuldmånens skær inviterer vi byens indbyggere på en hyggelig cykeltur ud i aftenmørket for at opleve mørket, byen og naturen på en helt anderledes intens måde. Vi starter ved stadion med at pynte vores cykler med lys og slutter ved sØnæs. Alle kan være med, fortæller Lisbeth Jørgensen, Viborg Kommune.

Der er gratis knæklys til rådighed til at pynte cyklerne med før afgang fra stadion. Ved turens afslutning på sØnæs kåres den flottest pyntede cykel, ligesom der er mulighed for at spise aftensmad sammen under pavillonen.

Move For Life udfordrer det traditionelle foreningsliv

Som Light Ride afslører, er det ikke just de traditionelle foreningsaktiviteter, som er på programmet. Move For Life har nemlig gjort en dyd ud af at udfordre foreningerne på, hvordan de arbejder med at markedsføre deres aktiviteter.

– Events bliver en større del af idrætsbilledet i disse år – ikke mindst i forhold til at rekruttere nye foreningsmedlemmer. Det ønsker vi at sætte fokus på gennem Move For Life, mens vi gentænker, hvordan vi dyrker idræt sammen i foreningslivet, påpeger Simon Knoblauch.

Dette er ikke noget tilfælde, mener han.

– Vi ser en tendens til nye og mere uforpligtende fællesskaber, hvor udøverne organiserer sig gratis via de sociale medier. Det er vi nødt til at forholde os til som landsdækkende idrætsorganisation. Derfor vender vi det hele lidt på hovedet i 24 timer, hvor vi tænker i helt nye og anderledes baner, siger Simon Knoblauch.

Fakta om Move For Life

Move For Life er en fuldmånebegivenhed i forbindelse med Aarhus 2017. Begivenheden afholdes og arrangeres af DGI i samarbejde med kommuner, foreninger og kulturaktører i Region Midtjylland. Projektet er støttet med midler fra Kulturhovedstad Aarhus 2017.

  • Løber af stablen den 4.-5. november 2017
  • Bevæger store dele Region Midtjylland – 15 af 19 kommuner er med
  • Gentænker motion, bevægelse, forenings- og kulturliv
  • Sætter fokus på lokale fællesskaber og farverige oplevelser
  • Byder på mere end 140 lokale idrætsevents med gratis deltagelse
  • Har målsætning om at aktivere mere end 15.000 borgerne samtidigt

Læs mere og find oversigt over alle events på DGI’s hjemmeside.

Kommentarer