Viborg By

Viborg bliver værtsby for Danmarks Indsamling 2021

Lørdag den 6. februar 2021 afholdes Danmarks Indsamling for 15. år i træk. Det stort anlagte indsamlingsshow sendes vanen tro live på DR1 og denne gang fra Tinghallen i Viborg.

Viborg Kommunes borgmester, Ulrik Wilbek, glæder sig over, at Viborg skal være rammen om det store indsamlingsshow:

– Danmarks Indsamling er et imponerende projekt, hvor det hvert år lykkes de humanitære organisationer at stå sammen og samle penge ind til børn i nød. Et projekt, som Viborg Kommune selvfølgelig bakker op om, og som jeg er overbevist om, at også borgere, foreninger og virksomheder vil involvere sig i. I Viborg Kommune plejer vi at stå sammen – det gør vi også i denne meget vigtige sag.

Første TV-show i Tinghallen

Når Danmarks Indsamling 2021 transmitteres live fra Tinghallen i Viborg er det samtidig første tv-show i byens nyrenoverede kultur- og kongrescenter.

Udover Tinghallens nye kultursal med plads til 3700 publikummer rummer kultur- og kongrescenteret det rytmiske spillested Paletten, der pr. 1. januar 2021 bliver udnævnt til regionalt spillested.

På sin ene side har det nye kultur- og kongrescenter en stor biograf med fem sale – og i direkte forbindelse med kultur- og kongrescenteret skyder et helt nyt hotel op. En gangbro sikrer direkte adgang til både Viborg Stadion og Viborg Stadionhal på den modsatte side af vejen.

Kommentarer