Viborg Big Band skyder jubilæumsåret i gang med en festlig musikalsk forårshilsen

Kalenderen viser forår, og det betyder at Viborg Big Band spiller deres traditionsrige og swingende fyraftenskoncert på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg, og i år er et helt særligt år for Viborg Big Band, som kan fejre 20 års jubilæum.
I 2004 fik Viborg Big Band sin nuværende form med Ebbe Ringblom som entusiastisk dirigent.
Bandet er tilknyttet Kulturskolen Viborg og har fast øvelokale og øvetid der. Musikerne er alle glade amatører, der gennem utrætteligt samspil har udviklet sig til et velsmurt band med talrige, offentlige koncerter i Viborg og omegn.
- Steen Hansen. Pressefoto
Solist Steen Hansen
Gennem de 20 år har bandet haft stor glæde og inspiration af talrige professionelle gæstesolister, og med sig som solist denne gang har de Steen Hansen på basun.
Et forrygende jubilæumsår skydes i gang med koncerten den 10. april. Senere kan Viborg Big Band opleves blandt andet under Snapsting, igen på Skakbrættet, og i september i Stoholm.
I forbindelse med jubilæumskoncerterne udgives et hæfte, der fortæller nærmere om bandets 20-årige historie. Hæftet uddeles gratis til koncertgæsterne.
Koncerten den 10. april spilles på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg klokken 19. Der er fri entré, og alle er velkomne.
Kommentarer