Viborg Bibliotekerne sætter fokus på læsning uge 37
Under overskriften ‘Læsning forandrer dig og verden’ – og #læsløs – sætter Viborg Bibliotekerne og Danmarks Biblioteker hele uge 37 massiv fokus på læsning
Læsning er helt centralt for vores liv og vores hverdag, og for vores evne til at deltage i et demokratisk samfund på et kvalificeret grundlag. Men den danske læsekultur er udfordret. Undersøgelser peger på, at både børn og voksne læser mindre. Og de læser mindre af lyst.
Sådan lyder det fra Danmarks biblioteker, som derfor i hele uge 37 tilbyde særlige aktiviteter og events, som på forskellig vis sætter fokus på læsning, og dens betydning for mennesker.
– På Viborg Bibliotekerne har vi erfaring med at stimulere læselyst via fællesskaber, og derfor har vi tre arrangementer med det fokus på programmet til Danmarks biblioteksuge i år, fortæller bibliotekar Anette Siem Kristensen
I dag søndag den 8. september rykker bibliotekarerne ud til Naturens Dag ved Naturskolen på Hald, hvor de læser højt for hele familien. Det sker klokken 11.
Ro og fordybelse
Ro, fordybelse og god litteratur er i fokus, når Viborg Bibliotekerne, Antikvariatet Viborg og Vinstuen inviterer til ‘Silent Reading Party’ mandag den 9. september.
– Til Silent Reading Party har deltagerne mulighed for at gå 100 procent offline, fortæller bibliotekar Kathrine Bech Sørensen.
– Læsningen begynder klokken 19 på Antikvariatet Viborg, hvor der serveres kaffe og kage, og efter 45 minutter bevæger man sig videre til Vinstuen, hvor fordybelsen fortsætter, og der serveres et glas vin eller portvin.
Det koster 40 kroner at være med til Silent Reading Party, og der er tilmelding på viborgbib.dk, hvor man også kan læse meget mere om alle arrangementerne.
Højtlæsning til kaffen
Sanserne stimuleres ved højtlæsning, og det skal de også til ”Højtlæsning til kaffen” fredag den 13. september. En dag som forbindes med mystik og uheld, og det er netop temaet for de udvalgte historier, som Anette Koue og Charlotte Hvorslev vil læse denne fredag klokken 11.
Danskernes yndlingscitat
Som en del af biblioteksuge 37 vil bibliotekerne i samarbejde med DR desuden kåre danskernes yndlingscitat. På Hovedbiblioteket i Viborg kan du derfor foreslå dit yndlingscitat og desuden gå på opdagelse i udstillingen ”Bøgernes Danmarkskort”, hvor du kan finde lokalt forankrede citater fra det sted du befinder dig – eller fra et sted, som du er nysgerrig på.
Kommentarer