Samfund

Viborg Bibliotekerne øger serviceniveauet i hele kommunen

Bibliotekar Anette Koue hjælper borgere på telefonvagten. Foto: Viborg Bibliotekerne

Viborg Bibliotekerne løfter serviceniveauet på alle 10 biblioteker med nyt telefonsystem. Med den nye løsning får borgere i hele kommunen professionel bibliotekarservice 50 timer om ugen året rundt.  

Den kommunale biblioteksservice styrkes gennem ny teknologi i Viborg Kommune. Borgere kan nu få fat i en bibliotekar hele dagen frem til lukketid, fra mandag til lørdag.

– Vi har udvidet telefontiden betydeligt, så vi kan hjælpe alle borgere, uanset om man bor i Viborg eller i et af lokalområderne i kommunen. Det er et løft af den personlige betjening, fordi borgerne nu kan få fat i en bibliotekar dagligt frem for få timer om ugen, hvor der fysisk er en bibliotekar at spørge på lokalbiblioteket, siger Britta Thuun-Petersen, biblioteks- og borgerservicechef.

I stedet for begrænset ugentlig træffe- og telefontid på lokalbibliotekerne, er telefontiden øget på alle 10 biblioteker, så man nu kan få fat i en bibliotekar 50 timer ugentligt, året rundt. Målet med indførelsen af det nye telefonsystem er, ud over øget tilgængelighed, at tilbyde en bedre serviceoplevelse. Dette sikres blandt andet gennem en ‘call back’-funktion, som giver borgeren mulighed for at blive ringet op, hvis der skulle være ventetid.

Borgerens forlængede arme og ben

Når biblioteksbrugere enten ringer fra lokalbiblioteker som eksempelvis Skals, Frederiks og Stoholm eller hjemmefra, så får de med det samme kontakt til en bibliotekar. Bibliotekaren hjælper så med for eksempel. at forlænge et lån, reservere en roman eller finde et bestemt materiale, som borgeren ikke kan finde i det lokale bibliotek.

– Når man ringer ind, er det som at gå rundt med en bibliotekar, og brugerne kommer med mig gennem biblioteket, så de får løst deres spørgsmål. Selv fra distancen får de en personlig betjening og en uformel snak. Det er fedt, at vi kan hjælpe mange biblioteksbrugere fra hele kommunen fra ét sted, for det øger jo serviceniveauet betydeligt, siger bibliotekar Anette Koue.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mads Panny er glad for, at den nye løsning gør det nemmere at få kontakt til en bibliotekar, uanset hvor man bor i Viborg Kommune:
– Biblioteket er for alle, og derfor er det en god nyhed, at den nye teknologi løfter serviceoplevelsen og tilgængeligheden. Nogle borgere kan ikke komme på biblioteket, mens der er personale til stede, og så er det godt, at de har et alternativ og kan få hjælp alligevel.

Den nye telefonløsning har været i drift siden 1. februar. Borgere kan ringe på telefon 87 87 34 34, og e-mails sendes til viborgbibliotekerne@viborg.dk

Stor opbakning til flere lokale aktiviteter

Ud over formålet med at sikre borgerne i Viborg kommune et øget serviceniveau har det også været planen at kunne tilbyde flere nye kulturaktiviteter og arrangementer i lokalsamfundene, tilbud som rækker udover de traditionelle bibliotekstilbud. Ved at indføre den nye telefonløsning kan de åbningstimer, hvor der før var en bibliotekar fysisk til stede, nu veksles til kulturaktiviteter i lokalsamfundene.

Mads Panny er glad for, at biblioteket på denne måde kan sætte gang i flere lokale arrangementer og kulturaktiviteter:

– Biblioteket har gennemført seks dialogmøder, så vi kunne få en god fornemmelse af, hvad man kunne tænke sig af kulturaktiviteter og arrangementer i de forskellige lokalsamfund.

Som resultat af dialogmøderne er de første kulturarrangementer allerede på plads med stor lokal opbakning. “Kend din by i Møldrup”, med besøg hos den lokale virksomhed PN Møbler den 17. april, er revet væk og udsolgt. I Rødkærsbro og omegn kan borgere se frem til en spændende Bogcafé den 2. maj med inspiration til den næste læseoplevelse.

‘Dagplejernes Bibliotek’ rykker ud til Ørum Bibliotek fem gange inden sommer og laver sanglege, højtlæsning og sprogstimulering for de mindste med deres magiske kuffert. De lokale dagplejere i Ørum, Viborg og Sjørup har taget rigtig godt imod børneaktiviteterne, og nu udbredes Dagplejernes Bibliotek efter planen til flere lokalområder i kommunen.

 

Kommentarer