Samfund

Viborg Bibliotekerne har modtaget støtte på 372.000 kroner til at fremme borgernes trivsel

Viborg Bibliotekerne. Pressefoto

Kan et bibliotek med sit virke sætte et positivt aftryk på arbejdet med ordblindhed og unge, den demokratiske samtale, trivsel og bosætning? Det tror både regionen og Slots- og Kulturstyrelsen på, som tilsammen skyder 372.000 kroner ind i to forskellige projekter.

Det er ét blandt mange mål, som Viborg Bibliotekerne ønsker at opnå ved deltagelse i tre forskellige projekter og et forprojekt, som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, samt Region Midtjyllands Kulturudviklingspulje.

– Det moderne folkebibliotek er ikke kun en bogsamling, men også en vigtig aktør i lokalsamfundet og en kulturinstitution, der arbejder aktivt på løsninger til nogle af de udfordringer, der præger vores samfund anno 2024. Derfor er vi meget glade og taknemlige for støtten og glæder os til at gå i gang med projekterne, som vil munde ud i tilbud og aktiviteter, der er relevante for borgere i Viborg Kommune, siger biblioteks- og borgerservicechef Britta Thuun-Petersen.

Fokus på ordblinde unge under uddannelse

“Biblioteket for ordblinde unge under uddannelse” er givet som støtte til en projektmodning fra Slots- og Kulturstyrelsen og skal bruges til et arbejdsseminar, hvor unge ordblindes vilkår, behov og ønsker kortlægges i forhold til deres ønsker til biblioteket.

Arbejdet med bibliotekets rolle i forhold til ordblindhed er ikke nyt for Viborg Bibliotekerne. Gennem de seneste år har biblioteket blandt andet samarbejdet med flere lokale uddannelsesinstitutioner og faciliteret Ordblindedagen, som er en del af den nationale Ordblindeuge.

Kan man få det bedre ved at gå på biblioteket?

Der er meget der tyder på, at bibliotekerne spiller en vigtig rolle for menneskers livskvalitet. Samspillet mellem kultur og sundhed har længe været et indsatsområde, som Viborg Bibliotekerne har været optaget af. I samarbejde med bl.a. Sundhedscenter Viborg har det resulteret i forløb som “Tid til læsning”, “Hold hjernen frisk” og mange andre tiltag, som bekæmper ensomhed og fremmer menneskers involvering i forskellige fællesskaber.

Projektet “Biblioteker fremmer trivsel”, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, bibliotekerne i Randers, Holstebro og Viborg, skal sætte et videnskabeligt perspektiv på tendensen og finde essensen i måden bibliotekerne arbejder på. Det skal i sidste ende udmøntes i endnu flere gode, relevante og trivselsfremmende arrangementer for borgerne. Projektet vil også involvere andre aktører og ildsjæle, så gode erfaringer kan deles og afprøves på tværs. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Biblioteket som demokratiets hus

I projekt “Agora – Biblioteket i midten af demokratiet” som også er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen skal Viborg Bibliotekerne sammen med otte andre biblioteker, udforske bibliotekernes potentiale som demokratisk rum og afsøge, hvordan der kan skabes værdi for borgerne gennem demokratiunderstøttende aktiviteter.

Også her har Viborg Bibliotekerne en del erfaring, vi kan læne os op ad. Udbredelse af konceptet “Frirumsdebatter”, som fokuserer på den sobre og gode debat og virker som modvægt til den hårde tone i kommentarsporene på de sociale medier, har været en fast del af bibliotekets arrangementsprogram de seneste år.

“Regionale Kulturkammerater”

I dette projekt, som er støttet af Region Midtjyllands Kulturudviklingspulje, har vi Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune og Erhverv og Bosætning i Randers Kommune som samarbejdspartnere. I projektet skal der fokuseres på bibliotekernes rolle i forhold til at påvirke bosætningen i en positiv retning. Viborg Bibliotekerne vil bl.a. i samarbejde med Karriereby Viborg arbejde med at skabe attraktive tilbud til unge tilflyttere, især unge under uddannelse.

Vi ser frem til at se de positive resultater af disse projekter og deres indvirkning på lokalsamfundet.
Læs mere om alle udviklingsprojekter Viborg Bibliotekerne arbejder med, på viborgbib.dk/udviklingsprojekter.

 

Kommentarer