Kultur

Viborg Bibliotekerne giver starthjælp til kulturprojekter

Anders K. Kristensen og Mejse Eva Damsø Jeppesen vil være tilstede på Hovedbiblioteket den første torsdag hver måned klokken 15.00-17.00. Pressefoto

Går man rund med en god idé til et kulturelt arrangement, kan man nu få hjælp til at sparke det i gang på Kulturværkstedet på Viborg Bibliotekerne.

Kulturværkstedet er et tilbud til alle borgere i Viborg Kommune om at få hjælp og inspiration til at skabe og udvikle kulturprojekter. Man kan få hjælp til at udvikle sin egen idé. Man kan få gode råd og sparring på alt fra idéudvikling, projektbeskrivelse og ikke mindst budgetlægning og fundraising, så ens gode ideer føres ud i livet.

Til at hjælpe med det er Anders K. Kristensen og Mejse Eva Damsø Jeppesen, som begge selv er kulturelle iværksættere og ved, hvad det kræver at komme i gang.

 

Kulturværkstedet er åbent den første torsdag hver måned klokken 15.00-17.00 og er fysisk placeret på Hovedbiblioteket i Viborg i indgangsområdet. Tilbuddet er åbent for alle og kræver ingen tilmelding – man skal bare møde op.

Kulturværkstedet på Viborg Bibliotekerne samarbejder med 3. Sal, Borgerguiden, De Frivilliges Hus, kulturselskabet “Den skæve scene” samt lokale ildsjæle.

 

Kulturværkstedet starter op i en prøveperiode fra 1. september til og med februar 2017. Det er inspireret af en ide fra England, hvor bibliotekerne har ventelister til lignende tilbud.

Kommentarer