Viborg By

Viborg vil bekæmpe indbrud med Nabohjælp

Se billedserie 285 deltagere var samlet i Tinghallen i Viborg til et borgermøde om indbrudssikring.

Når vi går ind i de mørke måneder, tager indbrudstyvene på arbejde. Men i Viborg ruster man sig nu til kamp mod indbrud, og opbakningen i lokalsamfundet er stor. Onsdag aften var 285 borgere fra Viborg og omegn mødt op i Tinghallen til et fyldt borgermøde for at skabe fælles fodslag om at bekæmpe indbrud med Nabohjælp og øge trygheden i nabolaget.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der har taget initiativ til arrangementet. TrygFondens seneste Tryghedsmåling viser nemlig, at frygten for indbrud har stor betydning for vores generelle følelse af tryghed.

– Vi ved fra vores nationale Tryghedsmålinger, som vi foretager hvert andet år, at indbrud i private hjem er et af de forhold, der gør rigtig mange utrygge. Faktisk gør risikoen for indbrud hver fjerde dansker utryg. Heldigvis kan vi selv gøre noget ved indbrudsstatistikken og den utryghed, indbrud fører med sig. Vi håber, at vi med et borgermøde som dette sammen med kommunens og politiets indsats, kan få hele Viborg til at stå sammen om at forebygge indbrud i vores hjem. Derudover vil vi med hjælp fra en række eksperter give konkrete forslag til, hvad man kan gå hjem og gøre for at sikre sig selv og sine naboer mod at få indbrud, siger Lene Havtorn, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland og medlem af TryghedsGruppens repræsentantskab.

Borgermødet blev gennemført i tæt samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, Viborg Kommune samt Midt- og Vestjyllands Politi. Sidstnævnte kunne blandt andet fortælle, at der i 2016 blev begået 394 indbrud i privat beboelse i Viborg Kommune – det er mere end ét om dagen men færre end i 2015, hvor der blev begået 532 indbrud.

-Borgernes hjælp er utrolig vigtig for vores arbejde, og det kan i mange tilfælde være med til at forebygge indbrud. En god tommelfingerregel er, at hvis man ser noget mistænkeligt, så er det nok mistænkeligt. Jeg vil derfor gerne opfordre alle til at reagere og ringe til politiet, så vi kan undersøge sagen, siger Poul Vestergaard-Lau, vicepolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi og én af aftenens oplægsholdere.

 

Artiklen fortsætter under videoen…

Tips og tricks, der holder tyven væk

I løbet af aftenen fik de fremmødte tips til et godt samarbejde med politiet samt indbrudstyvens opskrift på, hvad han kigger efter, når han skal bryde ind. Blandt andet var demonstrationen af forskellen på at bryde ind af et indbrudssikret vindue og et vindue, der ikke er sikret, et populært indslag. Det Kriminalpræventive Råd gav en introduktion til Nabohjælp, der kan forebygge op mod hvert femte indbrud. Selvom du ikke deltog i aftenens møde, kan du stadig tilmelde dig Nabohjælp på nabohjælp.dk.

Kommentarer