Debat og politik

Vi sidder ikke på hænderne, Hr Borgmester

Kim Dongsgaard, kandidat til kommunalvalget for Venstre i Bjerringbro, Rødkærsbro og omegn.

Debatindlæg af Kim Dongsgaard, kandidat til kommunalvalget for Venstre i Bjerringbro, Rødkærsbro og omegn.

Forleden havde vores medborgere i Skelhøje sat borgmester Torsten Nielsen stævne. De var utilfredse med den massive centralisering der sker til Viborg By på bekostning af udviklingen i vores lokalsamfund.

Borgmesterens svar: – Så længe man sidder på hænderne og kun vil have penge, så vi ikke ved, hvad vi skal give pengene til, så synees jeg simpelthen ikke, at det er berettiget. Hermed underforstået at lokalsamfundene må sejle sin egen sø.

Men den gode nyhed til borgmesteren er, at vi i lokalsamfundene ikke sidder på vores hænder. Vi er engagerede og har en masse visioner for vores lokalsamfund. Og der er RIGELIGT med projekter at tage fat på for at styrke vores lokalsamfund.

Lad mig nævne ét eksempel: Vores haller. Hallerne i vores lokalsamfund er en vigtig livsnerve, hvor borgerne har deres daglige gang. De er vigtige for sammenholdet. De nedbryder sociale skel. Og samtidig bidrager de til et aktivt og sundt liv.

Der er i Viborg Kommune en række haller, der trænger til renovering og udvidelse. Herunder Rødkærsbro Hallen, som allerede har planerne klar. Vi mangler kun at Kommunen hjælper med finansieringen. Og her bliver det så interessant at høre Borgmesterens prioritering.

Hvad er vigtigst? Vores borgernære haller i lokalsamfundene eller det elitære Domkirke/Museums projekt i Viborg Midtby? Min prioritering er helt klar. Jeg vil til enhver tid prioritere det borgernære over det elitære.

Vores egne borgeres daglige liv i vores haller er altså vigtigere end at kunne få besøg af teologistuderende fra København. Så nej, Hr Borgmester. Vi sidder ikke på vores hænder. I Venstre har vi store ambitioner på vegne af vores lokalsamfund. Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer, så vi kan få aktive lokalsamfund, hvor det er attraktivt at bosætte sig.

Kommentarer