Erhverv

Verner sælger sit livsværk, men fortsætter med at ‘drive butikken’

Verner Poulsen (i midten) har solgt sin virksomhed, Verners Bilsyn, til Dekra Bilsyn. Her flankeres han af distrikschef Midtjylland, Mikkel Præst Andersen (tv) og direktør for Dekra, Mikael Morell. Pressefoto

På mandag 15. januar skifter Verners Bilsyn på Fabrikvej i Viborg navn til Dekra Bilsyn. Verner Poulsen, Ørum, har efter 16 år som selvstændig valgt at sælge sit livsværk for at få mere fritid og familietid.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

VIBORG/ØRUM – Fra på mandag den 15. december hænger der et nyt skilt på synshallen på Fabrikvej 16 i Viborg. Verner Poulsen har nemlig solgt sit livsværk, Verners Bilsyn, som han etablerede for 16 år siden, til Dekra Bilsyn. En beslutning der kom lidt pludseligt, fortæller han.

– Distriktschefen fra Dekra dumpede ind i synshallen engang i sommer og spurgte, om jeg ville sælge. Min umiddelbare reaktion var: Nej, under ingen omstændigheder, fortæller Verner Poulsen.

– Men vi aftalte alligevel, at jeg lige skulle tygge på det i et par uger, og så tog jeg hjem og drøftede det med min kone, Mette, siger han.

Tilbuddet gav nemlig anledning til overvejelser om at skifte gear i tilværelsen; og udsigten til mere fritid var fristende.

– Vi blev enige om, at det måske slet ikke var en dum idé. Jeg bliver 55 i den her uge, og der er mange ting vi gerne vil, men som mine lange arbejdsdage ofte forhindrer os i at realisere, fortæller Verner Poulsen.

Så parret besluttede at gå efter et salg, men på nogle helt klare betingelser.

– Dekra ønskede, at jeg skulle fortsætte som daglig leder, og det ville jeg kun, hvis mine trofaste medarbejdere fulgte med. Desuden har jeg altid haft nogle meget faste principper om, hvordan min forretning skal drives og kunder og samarbejdspartnere behandles, og det skulle fortsætte, understreger Verner Poulsen, og forsætter:

– Det har der været stor imødekommenhed over for. Vi har haft en rigtig god dialog, og jeg får det helt som jeg vil have det. Den eneste ændring, kunderne oplever, er et nyt skilt og vores nye arbejdstøj.

Ned på ‘halv tid’

Så fra på mandag  møder Verner Poulsen op på Fabrikvej som ‘almindelig’ medarbejder på en 37 timers arbejdsuge.

– Jeg kalder det selv at gå på halv tid, griner Verner Poulsen, som, siden han blev selvstændig for 16 år siden, har lagt et sted mellem 70 og 80 timer om ugen i synshallen.

Derfor glæder han sig til en tilværelse, hvor han kan få tid til blandt andet nogle lange cykleture i weekenderne og meget mere tid til familien, hvor håndbold fylder meget. Begge døtre er elitespillere; den ældste, Julie, er på kontrakt som tredje målmand i norske Vipers, og den yngste, 18-årige Sofie, spiller U19 Liga i Viborg HK.

– Vi er glade for, at det går pigerne godt, og vi vil gerne ud og følge dem noget mere. I sommer var vi i Ungarn og se Vipers spille Champions League i Budapest i Ungarn. Det var stort, fortæller Verner Poulsen.

Da han går ned på en normal arbejdsuge, så skal der ansættes en mand mere i synshallen på Fabrikvej.

– Det er vigtigt, at vi finder den helt rigtige, der passer godt ind i vores rammer og arbejdskultur, og så må det hellere tage lidt tid, siger Verner Poulsen, som derfor også fortsætter med at ‘give den gas’, til det er på plads.

Og på den måde også trappe ned til en ny tilværelse, der nok også kræver lidt tilvænning.

– Det har været en utrolig rejse at drive min egen synshal i Viborg i alle disse år. Nu, som en del af DEKRA, ser jeg frem til at fortsætte med den samme dedikation og erfaring, men med det ekstra engagement fra en stærkere og større støtte. Jeg er lettet over, at jeg stadig kan drive synshallen på min egen måde og bevare den velkendte tryghed for mine kunder. Dette skridt betyder ikke kun mere tid til min familie, men også en mulighed for at bringe DEKRAs ekspertise ind i den kvalitet og service, som er det, jeg står for. Og det glæder jeg mig til, siger Verner Poulsen.

Hos Dekra Bilsyn, som med det nyeste opkøb består af 64 lokale synshaller over hele landet, glæder man sig til samarbejdet med Verner Poulsen og de øvrige medarbejdere.

– Historier som Verners Bilsyn er hjertet af vores succes. Vi ønsker ikke blot at udvide antallet af vores synshaller, men også at fortsætte med at bygge på de dybt forankrede relationer, som disse synshaller har opbygget med lokale samfund, men også sikre, at både medarbejdere og ejere bliver taget godt imod, så de kan føre det, de allerede har opbygget, videre, siger direktør Mikael Morell.

 

Kommentarer