Venstre står stærkt og samlet om klar politik
Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF og transportordfører for Venstre
Det er altid med forventning, jeg drager til Venstres sommergruppemøde, hvor vi gør status over den politiske situation og lægger sporene for den kommende indsats.
Således også i år – ikke mindst i kølvandet på sidste års sommergruppemøde, der mildt sagt ikke var det mest muntre i mine snart 16 år som medlem af gruppen. Og glædeligvis blev forventningerne til årets møde i Sønderborg blev til fulde indfriet – og mere end det.
Vores veloplagte formand Jakob Ellemann-Jensen kom med et fantastisk indlæg, der nøgtern opridsede den politiske situation efterfulgt af klokkeklare holdninger og mål for Venstre. Der blev skabt total klarhed om Venstres linje, herunder ikke mindst omkring udlændingepolitikken, der er uændret fast og konsekvent. Der er ingen slinger i valsen, uanset hvad andre måtte ynde at påstå.
Ja, vi strammer endog gevaldigt op overfor den fuldkommen uacceptable adfærd hos visse grupper med indvandrerbaggrund, herunder med hensyn til dominansvold i det offentlige rum og vanvidskørsel. Vi skal ubetinget passe på Danmark og borgernes tryghed skal i højsædet. Det kræver et markant styrket politi, der kommer tættere på borgerne og som har ressourcerne til at efterforske forbrydelser og sætte banditterne bag lås og slå i en fart.
Venstre er også garant for fornyelse af vores velfærd med afsæt i styrket kultursættende ledelse på institutionerne, mere frihed under ansvar for de ansatte, mindre regeltyranni, frit valg for borgerne og mere effekt for skattekronen.
Den grønne omstilling skal gennemføres på en måde, så Danmark ikke mister tusindvis af jobs og blot eksporterer klimaproblemerne til andre lande – eksempelvis inden for fødevareproduktionen. I stedet skal vi satse på masser af nye danske grønne arbejdspladser og en omstilling i et tempo, hvor virksomhederne kan nå at omstille sig omkostningseffektivt og få afskrevet tidligere investeringer.
Formandens oplæg blev særdeles vel modtaget af alle i vores store folketingsgruppe. Derfor kan jeg med stolthed og stor tilfredshed konkludere, at Venstre står stærkt og samlet – med afsæt klare borgerlig/liberale holdninger og klare politiske mål for Danmark. Hvor der er vilje, er der vej!
Kommentarer