Vejrumbro

Vejrumbroborgerne tæt på mål med en ny købmandsforretning

1. juli sidste år samledes Vejrumbroborgerne ved byens butik for at tage afsked med købmand i gennem 30 år, Inge Lise Kastbjerg. Til april inviteres der igen til fest med omvendt fortegn, når man efter planerne er klar til at åbne en ny og top- moderne købmandsbutik i nyrenoverede lokaler. Arkivfoto: Gitte Hagsholm

Efter et halvt års intens fodarbejde kunne Vejrumbroborgerne i december stifte anpartsselskabet, som mandag 10. januar overtager ejendommen med den tidligere købmandsbutik i Vejrumbro. Således er vejen banet for en ny købmand i byen, og forude venter et stort arbejde med renovering af bygningen både udvendig og indvendig.

1. juli sidste år takkede Inge Lise Kastbjerg af som købmand i Vejrumbro, men allerede inden havde nogle af byens ildsjæle stukket hovederne sammen for at finde en alternativ løsning. Ønsket var, at bevare en dagligvarebutik i byen.

Det var der stor tilslutning til fra byens borgere, som kvitterede for initiativet med massiv opbakning ved at købe anparter eller tegne sponsorater i det selskab, der skal overtage ejendommen.

  Vi er kommet rigtigt godt fra land. I alt har vi fået 812.500 kroner ind, hvilket svarer til 325 anparter. Det er kæmpestort og langt over det forventede, siger Jeppe Hartz.

Nyt selskab

15. december holdt man stiftende generalforsamling i det anpartsselskab, som på mandag 10. januar overtager ejendommen med den lukkede købmandsforretning. Selskabet har fået navnet Vores Købmand Vejrumbro Aps, og bestyrelsen for selskabet består af Peter Mønster, Jeppe Hartz, Lisbet Jakobsen, Thorsten Olesen og Jonatan Hjul. Sidstnævnte blev valgt som formand.

Umiddelbart efter overtagelsen går arbejdet med at få renoveret ejendommen i gang, fortæller Jeppe Hartz.

– Vi har fået lavet tegninger af både butikken og lejligheden ovenpå. Det bliver et stort arbejde, men omkring 70 frivillige har meldt sig på banen til at hjælpe, og vi har rigtigt mange håndværkere og andre folk med kompetencer her i byen, så det skal nok gå godt, fortæller han.

Til at styre hele har man hyret, også på frivillig basis, Rasmus Christensen, der er vant til omfattende koordineringsarbejde fra Vejrumbro Open Air.

På udkig efter købmand

Forventningen er, at restaureringsarbejdet vil tage nogle måneder, og håbet er, at man kan blive klar til åbning 1. april.

– Det er vores plan lige nu, og så må vi se, om det holder stik. Det vigtigste er, at vi kommer i mål med en topmoderne og velfungerende butik, som kan tiltrække den helt rigtige købmand, der både har kompetencerne til at drive en god forretning i samspil med byens borgere, men som også vil engagere sig i byens liv generelt, siger Jeppe Hartz.

Lige nu er Dagrofa sat på opgaven med at finde egnede kandidater, men Jeppe Hartz udelukker ikke, at den rigtige person kunne findes om ikke i det nærmeste lokalområde så i en periferi heraf.

– Vi har nogle supergode vilkår at byde på med lav husleje, en topmoderniseret butik og, ikke mindst, opbakning fra lokalbefolkningen. Så, hvis der går nogle rundt derude med de rigtige kompetencer, motivationen og med et brændende ønske om at blive selvstændig købmand, så skal man bare henvende sig, lyder opfordringen.

Nyt udenomsareal

Foruden en totalrenoveringen af ejendommen både udvendig og indvendig, så ligger det også i planerne at renovere udenomsarealet, både ud til vejen, og især bagved ned til det grønne område, hvor området skal integreres og gøres attraktivt for besøgende, man håber også at kunne tiltrække nogle flere af.

– Vi skal hele tiden udvikle og optimere. Derfor søger vi også forskellige fonde, ligesom det naturligvis stadig er muligt at tegne anparter, siger Jeppe Hartz.

Kommentarer