Varm og vellykket aktivitetsdag i Vejrumbro lørdag
Under overskriften “Kend din by – kend din nabo” havde alle foreninger i landsbyen Vejrumbro lørdag arrangeret en aktivitetsdag for byens borgere. Og trods den beskedne sustitut for Open Air, som er corona-udskudt til 2021, så blev det en ganske stor succes.
Lørdag 1. august skulle den sjette udgave af Vejrumbro Open Air have løbet af stabelen, men som med så mange andre store festivaler landet over er den udskudt til 2021.
I stedet havde repræsentanter for alle byens foreninger under det såkaldte ‘talerør’ til kommunens landdistriktsudvalg, sat sig samme for at lave en alternativ dag for byens borgere, og det blev en stor succes – ikke mindst på grund af et forrygende sommervejr med temperaturer på op til 28 grader.
– Vi har jo altid pralet af, at vi altid har godt vejr til Vejrumbro Open Air, og det ville heller ikke have slået fejl i år, griner Jeppe Hartz, som er medarrangør af og presseansvarlig for den lokale og populære festival, men også sidder i ‘talerøs-gruppen’ som repræsentant for fodboldklubben.
Det flotte sommervejr kom i stedet de omkring 130 borgere, der deltog i aktivitetsdagen, til gode, og der var god tilslutning til de mange aktiviteter rundt omkring i byen i løbet af dagen.
Dagen startede med yoga for de morgenfriske klokken 8.30. En time senere åbnede pladsen for aktiviteter for børn, og klokken 10 var der brunch til levende musik leveret af Mikkel Ørligur fra nabolandsbyen, Mammen. Brunchen blev et sandt tilløbsstykke, hvor man lige akkurat holdt mængden af deltagere under de tilladte 100 personer.
Så gik dagen ellers derudad med en masse aktiviteter, som også viste bredden af de mange tilbud selv en lille by som Vejrumbro kan mønstre.
– Vi er superglade og tilfredse med arrangementet. Der har været stor opbakning fra alle kanter, og folk har bare hygget sig og haft det sjovt, siger Jeppe Hartz, som ikke udelukker, at man måske laver noget lignende næste år.
– Det er en god måde at få præsenteret byens mange tilbud på, og vi har undervejs i planlægningen snakket om, at vi måske skulle lave en slags foreningsdag, hvor vi gør noget lignende. Men det bliver vi klogere på ved en evaluering af arrangementet.
En aktiv dag i Vejrumbro sluttede med fest i teltet, hvor man igen holdt sig til i alt 100 deltagere – og med musik af bandet Howkeye & Hoe.
Vinden blæste op i løbet af aftenen, men temperaturen holdt sig i den lune ende, og ifølge udokumenterede kilder, blev holdt festen da også holdt kørende til ud på de små timer.
Kommentarer