Viborg By

Vær med til årets sidste fællesspisning

Foto: Viborg Bibliotekerne

Der gik ikke mange timer, før efterårets ”Viborg spiser sammen” på Viborg Kunsthal var udsolgt. Derfor er der nu arrangeret endnu en fællesspisning først i november, hvor der er mulighed for at møde nogle af Viborg Kommunes byrådskandidater.

De Frivilliges Hus, Viborg Byhave, Kulturselskabet ved Anders Kristensen og Viborg Bibliotekerne arrangerer en sidste fællesspisning i 2017 den 9. november. Konceptet hedder ”Viborg spiser sammen”.

Denne gang er det Hovedbiblioteket i Viborg, der lægger hus til mennesker, som mødes til en bid brød og en snak over middagsbordet. Som altid sørges der for et fint opdækket bord med levende lys, en hyggelig ramme og nem aftensmad til både voksne og børn.

– Vi håber, at mødet omkring maden kan styrke fællesskabet og være til at mindske ensomheden. Det har været en stor fornøjelse at opleve, at alle slags mennesker bakker op om fællesspisningerne, fortæller Rikke Brøndum fra De Frivilliges Hus.

Til bords med en byrådskandidat

I anledning af kommunalvalget, der ligger lige om hjørnet, er der reserveret pladser til kommunens byrådskandidater. Hvert opstillet parti har fået tilbudt en plads omkring bordet.

– Vi håber, at nogle af de lokale politikere tager imod tilbuddet og spiser med. Et sundt demokrati har altid brug for gode snakke mellem dem, der stiller op, og os, der skal sætte kryds, fortæller bibliotekar Kathrine Sørensen Bech, Viborg Bibliotekerne.

Du kan vælge at komme alene eller du kan tage en ven, veninde eller familien under armen. Store som små er velkomne. Sæt kryds i kalenderen torsdag den 9. november klokken 17.30-19.00 og mød op på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg.

Billetbestilling åbner den 11. oktober og en spisebillet koster 40 kroner per person. Du skal selv medbringe drikkevarer.

Billetter kan købes på www.viborgbib.dk eller på bibliotekerne i Viborg Kommune.

Kommentarer