Vækst i lokale fællesskaber
Debatindlæg af Henning Fruergaard-Pedersen, Kandidat for Venstre til byrådsvalget.
I øjeblikket er der gang i behandling af kommuneplanen for Viborg kommune.
Det varmer en lokalpolitikers hjerte at se, hvordan planerne for udvikling af området omkring Hammershøj passer som fod i hose med Venstres valgprogram.
I programmet er udvikling af de lokale fællesskaber og muligheder for kommunens mindre erhvervsdrivende i fokus. Hammershøjs placering i den skønne natur, og med en motorvejsnær beliggenhed, gør den til et oplagt område at udvikle på, når vi som kommune skal understøtte væksten uden for Viborg bycentrum.
Udlægning af bolig og erhvervsgrunde i byen, sammen med prioritering af grønne og rekreative områder skaber gode fysiske rammer for, at Hammershøj vil blive et oplagt valg for nye initiativer. Med disse planer om Hammershøj som en by i vækst, skal vi fra politisk hold sikre at de blødere rammer for et blomstrende lokalsamfund også er til stede, både for erhvervsdrivende, men bestemt også for den enkelte indbygger i området.
De erhvervsdrivende, der vælger at placere deres initiativ i lokalområdet, skal forvente en kort og konstruktiv sagsbehandling af deres projekter.
Som indbygger i området, står et sundhedshus i den østlige ende af kommunen højt på ønskelisten, sammen med en helhedsløsning omkring stadionflytning, til glæde for områdets sports- og foreningsliv – en tilkendegivelse af, at området prioriteres og fremtidssikres.
I denne langsigtede plan vil det give værdi, at have en lokal repræsentant i byrådet, der kan sikre en sammenhæng mellem de prioriteringer, der laves i området.
Med ønske om fremtidig vækst af lokalområdet.
Henning Fruergaard-Pedersen.
Kommentarer