Viborg By

USA’s eks-ambassadør kommer måske i Tinghallen som præsidentkandidat

USA’s tidligere ambassadør i Danmark, populære Rufus Gifford, som den 1. november holder foredrag i Tinghallen, har besluttet sig for selv at gå ind i politik – måske som kandidat til næste præsidentvalg

Når Rufus Gifford, USAs tidligere ambassadør i Danmark, onsdag den 1. november holder foredrag i Tinghallen, er det ikke blot en kendt og populær eks-diplomat, men også en kommende politiker, måske endda en fremtidig præsidentkandidat, der går på talerstolen.

Rufus Gifford, der som medlem af det demokratiske parti, aldrig har lagt skjul på, at han er dybt uenig med den siddende præsident, Donald Trump, har netop offentliggjort, at han selv vil søge opstilling til et politisk embede i sit hjemland. Gifford har ikke oplyst, hvilket politisk embede han har i tankerne. Det kan naturligvis være som f.eks. senator eller medlem af Repræsentanternes Hus. Men mange gætter på, at det er selveste Det Hvide Hus, han har rettet blikket mod.

– Allerede da vi for nogle måneder siden indgik aftalen om foredraget ”I was the Ambassador”, fik vi stillet i udsigt, at Rufus Gifford ud over at berette om sin tid som ambassadør i Danmark også vil fortælle lidt om sine fremtidsplaner. Med eks-ambassadørens seneste udmelding, har denne del af hans foredrag pludselig fået ekstra aktualitet. Hvem ved – måske er det en kommende præsidentkandidat, der kommer til Viborg den 1. november, siger adm. direktør Claus Donslund fra Tinghallen.

Billetsalget til foredraget med Rufus Gifford er i gang fra Tinghallens billetkontor og på tinghallen.dk.

Kommentarer