Samfund

Ung ukrainer har fået succes med bogklub for litteraturelskere

16 læseglade ukrainere fra hele Danmark mødes til bogklub på Bjerringbro Bibliotek. Foto: Viborg Bibliotekerne

I foråret 2023 besluttede Olena Smyrnova, en ung ukrainsk psykolog, der havde søgt tilflugt i Danmark på grund af krigen i Ukraine, at starte en bogklub på Bjerringbro Bibliotek. Klubben ”Okay” begyndte ganske beskedent med to medlemmer, der mødtes cirka hver anden måned.

– Der var to grunde til, at jeg fik ideen. For det første elsker jeg bøger og får stor glæde ud af at tale med andre om det, jeg læser. For det andet, som en ukrainsk kvinde, er det meget vigtigt for mig at tale mit modersmål og holde kontakt med andre ukrainere. Det er noget, min sjæl virkelig har brug for. Derfor besluttede jeg mig at forene disse to behov, og så skete der noget magisk, fortæller Olena.

Hun delte opslaget om bogklubben på forskellige sociale medier. Og lidt efter lidt kom der flere og flere medlemmer til. Nu, to år senere, er der 16 ukrainere fra hele Danmark, der mødes i læsesalen på Bjerringbro Bibliotek – og flere er på vej, lyder meldingen.

– At læse en bog er som at have en samtale med et menneske, siger et af klubbens medlemmer.

Bogklubben dykker ned i både ukrainske og internationale forfatterskaber og deler deres boganbefalinger med over 400 andre på klubbens facebook-side. De er ikke alle sammen nære venner, men nyder at snakke om litteratur og have meningsfulde samtaler. Her kommer Olenas baggrund som psykolog og terapeut godt i brug i forhold til at guide samtalerne og sætte rammen for møderne.

– Vi er utroligt glade for, at Olena og bogklubbens medlemmer har valgt at bruge biblioteket som et sted at samles om samtaler og litteratur, siger Britta Thuun-Petersen, biblioteks- og borgerservicechef i Viborg Kommune.

– Ved at stille både rum og materialer til rådighed, får vi skabt en ramme, hvor fællesskabet og gode samtaler kan folde sig ud på fineste vis, tilføjer hun.

Alle, der er registreret som lånere på et folkebibliotek, har mulighed for at bestille og låne udvalgte bøger på bl.a. ukrainsk med hjem via bibliotekernes materialeoverbygning. Det drejer sig om materialer både for voksne og for børn.

 

Kommentarer