Hammershøj

Underholdning om dét at blive gammel – med humoren i behold

Anders Bonde. Pressefoto (beskåret)

Godt humør og gode grin er på programmet, når Torvehallens Venner på fredag starter det nye år op. Her kan man glæde sig til besøg af tidligere provst Anders Bonde, som vil underholde med sine betragtninger omkring dét der med at blive gammel.

‘Er der noget at grine af, når vi bliver gamle – når alderdom bliver en kvalitet’?

Sådan kalder tidligere provst i Favrskov provsti, Anders Bonde, sit causeri, som han vil underholde med i Torvehallen i Hammershøj på fredag.

Med udgangspunkt i et møde med mennesker, der er nået til en af de ‘ældste klasser i livets skole’ giver han et muntert indblik i livets efterår, som for de fleste rummer mange spændende nuancer.

Ofte kan det være et liv på trods, men selv her kan alderdommen vise sig at være en udfordring, der giver mening og livskvalitet. Og her spiller en god gang lune og en varm latter en ikke ringe rolle.

Anders Bonde er tidligere præst, provst og bonde. Landbokulturen er hans inspirationskilde; her er der netop tradition for at tillægge livserfaringen stor betydning, og det er foredragsholderens opfattelse, at den ældre generation rummer en ressource af indsigt, samfundet som helhed kunne være tjent med at drage større nytte af.

Foredraget holdes i causeriets muntre form, hvor også er plads til eftertanke.

Alle er velkomne til arrangementet, som finder sted i Torvehallen Hammershøj fredag 6. januar klokken 14 til 16.

 

Kommentarer