Udvikling og erhverv – også i oplandsbyerne
Af Anders Bertel, Socialdemokratiet
Socialdemokratiet i Viborg Byråd er positive overfor forslaget om igangsætning af planlægning af et centerområde ved Viborgvej i Hammershøj, som Lars Mogensen (LA) har bedt byrådet tage stilling til gennem sin initiativret.
Udvikling i vores oplandsbyer til Viborg er en væsentlig del af Viborg Kommunes fremtidige vækst.
En del af den socialdemokratiske vækststrategi indeholder både etablering af nye arbejdspladser og øget bosætning i Viborg Kommune.
Forslaget om en ny dagligvarebutik i Hammershøj er med til at styrke den strategi, da forslaget indeholder erhvervsudvikling i form af opførelsen af en ny butik. Ligeledes er opførelsen af 16 nye boliger med til at øge bosætningen i Hammershøj.
Flere tilflyttere til oplandsbyerne, samt øget aktivitet kan skabe efterspørgsel efter lokale velfærdsservices som skoler, daginstitutioner og flere medlemmer i foreningslivet.
Hammershøjs placering er væsentlig for kommunen, med nogenlunde samme afstand til Randers og Viborg, og er bl.a. hjemsted for hovedsædet for en landsdækkende bank. Derudover pendler mange igennem til bl.a. Bjerringbro.
Det udpegede område er placeret ca. 350 meter fra bymidten, og i samme afstand til både skole og idrætsanlæg i byen. Projektområdet indgår allerede som en del af kommuneplanen.
Socialdemokratiet er ikke på nuværende tidspunkt repræsenteret med byrådsmedlemmer i Teknisk Udvalg. Derfor hilser vi forslaget fra LA velkommen i byrådssalen.
Kommentarer