Debatindlæg af Rikke Lundsgaard, Landbrugspolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

Jordbrugserhvervet disponerer over næsten to tredjedele af hele Danmarks areal. Det bliver primært brugt til at producere foder til svin og kvæg, men vi bør udlægge store dele til græs.

Der eksisterer en udbredt myte overalt i samfundet om, at miljøhensyn i landbruget står i modsætning til økonomiske hensyn. Men tænk, hvis det ikke er sådan? Tænk, hvis vi kunne få en bæredygtig økonomi ude på landbrugsbedrifterne samtidig med, at arealerne blev drevet på en måde, der tilgodeser både klima, grundvand og biodiversitet?

Den gængse tankegang er, at hvis vi bruger færre hjælpestoffer – store mængder indkøbt foder, pesticider og gødning – går det ud over økonomien i en sådan grad, at det truer landbruget på overlevelsen. Snakken om landbrugspakken er et typisk eksempel.

Svin og mælk er ikke fremtiden

Vi lægger stadig stort set alle vores æg i meget få kurve: Svine- og mælkeproduktion. Men, begge produktionsgrene har været under stærkt pres de seneste år. Især på grund af vigende verdensmarkedspriser.

Hvorfor er det, at de toneangivende brancher og personer i landbruget stadig tror, at det er profitabelt på langt sigt at blive ved med at producere til et verdensmarked, hvor der efterhånden er mange andre lande, der er ved at bide os kraftigt i haserne? Hvorfor er der en sådan uvilje mod at kigge på alternativer?

Alternativer, som kunne bidrage til at løse det største samfundsproblem, vi står over for, nemlig klimakrisen, men også reducere udvaskning af næringsstoffer og brugen af pesticider.

Gevinster i vedvarende græs

Der er ikke plads nok til at gå i dybden. Men her er de vigtigste pointer:

Hvede og byg er stadig de mest dominerende afgrøder. Vi er gode til at dyrke dem, men de er ikke særligt effektive til at udnytte solens energi og jordens næringsstoffer. Forskere på Aarhus Universitet har påvist, at vi kunne producere 50 procent mere biomasse hvert år ved at dyrke afgrøder, der vokser i mange flere måneder om året, især (kløver)græs.

Her taler jeg om vedvarende græs, der dyrkes intensivt. Enten ved afgræsning eller til slæt især som grøn biomasse. Vi skal lægge store arealer ud til græs. De fleste slår syv kors for sig ved tanken. Men det er her, de store gevinster ligger.

Kun godt at sige om græs

Græs har den store fordel, at det kan ligge i mange år og stadig producere store mængder biomasse. Det reducerer udvaskningen af næringsstoffer til det omgivende miljø. Selv når det dyrkes konventionelt bruges der næsten ingen pesticider. Der er ny teknologi og viden på vej, der betyder, at protein fra danske græsmarker kan erstatte importeret soja fra Latinamerika, og sidst, men absolut ikke mindst, kan vedvarende græs være med til at løse klimakrisen.

Jo længere græsset ligger, desto mere kulstof bliver der bygget op i jorden. Kulstof, der hentes ud af atmosfæren og reducerer CO2-indholdet i luften.

Omlægning kræver investeringer

Den store hurdle er, at der skal sadles om, og der skal investeres.

I mange årtier har værdikæden været baseret på korn. Græs var noget, køerne selv gik ud og hentede, og som man beholdt på bedriften som hø eller ensilage til vinterfoder. Men nu skal græs være en handelsvare, der, udover stadig at skulle hentes af køerne på markerne, også skal forarbejdes til protein og bagefter bruges til energiproduktion og gødning.

Derfor skal der bygges en infrastruktur op, som kan håndtere græs i de enorme mængder, der bliver tale om. Det er investeringer, som vi alle sammen har en interesse i bliver til noget.

Derfor er det ikke kun landmændene selv, men også politikerne og os forbrugere, der skal være med til at sikre en omlægning til en bæredygtig, grøn produktion.