Kultur

Uddeler gratis surdej i anledning af Homemade Bread Day

GuldBageren Løvbjerg fejrer Homemade Bread Day og uddeler derfor gratis hvedesurdej til alle, der har lyst til at prøve kræfter med at bage surdejsbrød derhjemme.

Vi spiser fuldkorn som aldrig før, og ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at de fleste af os får mere end de anbefalede 75 gram om dagen. Det er en tendens, som kan mærkes hos GuldBageren Løvbjerg, hvor de rustikke brødtyper ofte vælges frem for de klassiske hvide franskbrød. For at sætte fokus på kvalitetsbrød og markere den internationale Homemade Bread Day den 17. november uddeler den lokale bager hvedesurdej til alle.

– Flere og flere af vores kunder efterspørger fuldkornsbrød, så derfor er mange af brødene i butikken også grove brødtyper. Vi ønsker at skabe opmærksomhed om godt brød, og vi håber selvfølgelig, at rigtig mange af vores kunder bliver vilde med smagen af deres hjemmebagte surdejsbrød, siger Gitte Stisen, der er bagerfrue hos GuldBageren Løvbjerg i Overlund.

Gratis hvedesurdej til spirende bagere
Alle, der har lyst til at bage deres eget surdejsbrød, kan bestille et glas hvedesurdej, der kvit og frit kan afhentes i GuldBageren på Randersvej torsdag den 14. november. Sammen med surdejen kommer opskriften på SesamDrøm, der sidste år blev valgt til årets brød hos GuldBageren. For at bestille en gratis surdej skal man ringe til GuldBageren Løvbjerg eller møde op i butikken.

Kommentarer