Ud i det blå med Projekt Nørreå – vision om nyt Videnscenter
Nørreå Friskole og Børnehus i Skjern er omdrejningspunktet for et ambitiøst projekt, der skal skabe bedre rammer for natur- og fritidsaktiviteter i området og give bedre adgang til Nørreåen. Planerne involverer et nyt multihus, shelters, bålpladser, kajakhotel, fiskepladser, en ny ophalingsplads til kanoer og kajakker samt renovering af skolens gamle gymnastiksal, der er tænkt ind i det samlede projekt.
Se video nederst i artiklen
Barren er sat højt for udviklingsplanerne i området langs Nørreå ved Skjern. Planer, som involverer borgere fra både Skjern og Løvskal i Viborg Kommune, Vester Velling i Favrskov Kommune og Øster Velling i Randers Kommune.
Fælles for landsbyerne er, at mange af deres børn går i skole i Skjern, hvor meget af fritids- og foreningslivet også foregår.
– Vi er mange mennesker, der bor tæt ved og færdes omkring Nørreåen, og mange andre benytter åen til fiskeri, kajak- og kanoroning og til at svømme i. Det slog os, at der faktisk ikke findes nogle steder langs hele Nørreåen fra Viborg til Randers, hvor man kan finde information om åen og naturen langs åen, fortæller fortæller Rolf Ebbesen, Vester Velling, der er medlem af styregruppen, men også formand for gymnastikafdelingen i Idrætsforeningen Team Nørreå.
– Derfor var tanken, at vi ville skabe et naturcenter, hvor man kunne finde den information, og som samtidig kunne bruges til eksempelvis udstillinger og forskellige aktiviteter til gavn for lokale borgere, men som også kunne tiltrække folk udefra og skabe endnu mere dynamik i området, forklarer han.
Workshop sidste år
Den 19. november sidste år, arrangerede man en workshop på skolen, hvor 55 borgere mødte op for at høre om planerne og selv bidrage med til at sætte ord på, hvad man vil med projektet, som fik titlen ‘Ud i det Blå med Projekt Nørreå’.
DGI faciliterede mødet, som konkret mundede ud i ‘Multihuset Nørreå’, der bliver omdrejningspunktet i det samlede projekt.
Et af de store ønsker er nemlig bedre forhold for blandt andre Team Nørreås gymnaster, der i dag bruger skolens gamle gymnastiksal.
Ifølge Rolf Ebbesen frarådede DGI, at man opførte et nyt multihus på boldbanerne ved det gamle klubhus, og i stedet pegede man på en placering ved skolen, hvor flere vil få gavn af det, og der kan skabes synergi med skolens faciliteter og hele området i øvrigt. Desuden vil der også være kortere vej til en mulig ny ophalerplads.
Flere funktioner
Planen er, at multihuset skal bygges sammen med Nørreåskolens gymnastiksal og vil indeholde faciliteter, der kan benyttes af både idrætsforening, skole, daginstitution og lokalområdet generelt. Der vil være et skolekøkken, der også kan bruges som en slags folkekøkken med plads til 200 personer til spisning, samt en stor sal, der skal supplere gymnastiksalen, med springgrav og fitnesslokale. Desuden skal huset indrettes med et naturfagslokale, som kan bruges af både skolen og naturvejledere samt mødelokale og et område til naturformidling.
Uden for skal der være et stort aktivitetsområde med en multibane og plads til udendørs fitness samt en opholdsterrasse, og i det tilstødende naturområde skal opføres flere shelters, en bålhytte og et udendørs køkken.
– Tanken er, at for eksempel cykelturister, lystfiskere og kajakroere kan benytte sig af faciliteterne og bruge stedet som udgangspunkt for naturoplevelser i området, fortæller Rolf Ebbesen.
Derfor er det også tænkt ind i projektet, at der skal være adgang til toiletforhold.
Styregruppen har med hjælp fra DGI Facilitetsudvikling fået udarbejdet et detaljeret prospekt over multihuset, der i den beskrevne form beløber sig til knapt 16 millioner kroner.
Her fremgår det, at finansieringen er delt op i to; ombygning af eksisterende bygninger sker i regi af Nørreå Friskole og Børnehus og finansieres delvist uafhængigt af nybyggeriet, dels gennem egne midler og gennem ansøgte fondsmidler. Til nybyggeriet har man ansøgt Viborg Kommune om at støtte med 50 procent, svarende til cirka 8 millioner, mens man forventer at kunne finde resten gennem forskellige fondsmidler.
Udvalgsformand positiv, men skeptisk
Prospektet samt ansøgning om støtte til multihuset er blevet sendt til Viborg Kommunes kultur- og fritidsudvalg, som tirsdag i sidste uge var på besøg på skolen for at få en nærmere præsentation af planerne og besigtige området.
Udvalgsformand Mads Panny (S) er imponeret over ambitionsniveauet og det velbeskrevne projekt, men han er også noget loren ved ønsket om 8 millioner kroner i støtte fra Viborg Kommune.
– Jeg synes jo, det er et rigtigt flot og gennemarbejdet projekt. Det er tydeligt, at der er lagt et stort stykke arbejde i det, og jeg mener også, at det er den rigtige vej at gå at samle en masse funktioner og aktiviteter mellem skole, fritids- og foreningsliv på samme sted. Men det er også et meget dyrt projekt, og det er meget at bede om at få 8 millioner fra byrådet. Vi sidder jo politisk med mange gode projekter, og der er mange, som byder ind. Så det er et stort beløb, der bliver spurgt om til ét projekt, siger han.
Mads Panny påpeger, at med et projekt, der skal være til gavn for borgere i tre kommuner, burde Randers og Favrskov også bidrage. Det har han dog selv en mulig løsning på.
– Vi har en pendant til det i Uhre Motorsportscenter ved Herning. Det ligger også i Viborg Kommune, og vi har været med til at finansiere det. Her er mange brugere fra Herning Kommune, som til gengæld bidrager med de aktivitetstilskud, der følger med. Det kunne måske også lade sig gøre her, siger han og tilføjer:
– Men nu er det slet ikke en sag for kultur- og fritidsudvalget. Vi har slet ikke den slags penge at arbejde med. Projekter i den størrelsesorden, skal med i budgetforhandlingerne, så det bliver byrådet, der kommer til at afgøre, om kommunen skal gå ind i sådan et projekt med så stort et beløb.
Se her et lille videosammendrag fra udvalgets besøg på Nørreå Friskole 26. maj
Kommentarer