TV-læge tiltrækker mange til sundhedsforedrag
Når den kontante og direkte TV-læge Charlotte Bøving gæster Hovedbiblioteket i Viborg d. 18. september, bliver det for en fyldt sal. Viborg Bibliotekerne mærker en stigende interesse for foredrag om medicin, sundhed og kost.
Med over 100 arrangementer i efteråret går Viborg Bibliotekerne en travl sæson i møde. En håndfuld af arrangementerne handler om sundhed.
– I løbet af de sidste par år har vi oplevet en stor tilslutning til vores foredrag om kost, sygdomme, stress og medicin. I september ser vi et stort salg på vores foredrag med Charlotte Bøving, og til oktober står vi med et udsolgt foredrag om ”Mad som Medicin” med speciallæge Anna Iben Hollensberg – fortæller Kirstina Kjærsgård Olesen, kulturformidler ved Viborg Bibliotekerne.
Lægen flytter ind
Onsdag den 18. september kl. 19 flytter læge Charlotte Bøving ind på Hovedbiblioteket i Viborg til et foredrag om hendes liv som sundhedsmissionerende læge. Hun giver konkrete bud på sundhed og velvære i dagligdagen og tydeliggør, hvor lidt der faktisk skal til for at gøre en forskel. Trods et liv med sundhed fik Charlotte Bøving paradoksalt nok selv konstateret en livstruende sygdom i 2016. En livssituation, der har givet tv-lægen eftertanke og refleksion i livet og mod til tilgivelse og et positivt livssyn.
Charlotte Bøving ønsker at inspirere til, hvordan man lever med en svær diagnose eller hård modgang i livet. Nogle vælter af modgangen. Charlotte Bøvings budskab er det modsatte – at inspirere til at der findes et alternativ til at lægge sig ned, når livet er hårdest.
Foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg
Med få billetter tilbage har du stadigvæk mulighed for at høre Charlotte Bøving fortælle om, hvordan hun selv har tacklet og stadig tackler modgang i livet. Og fremfor alt hvilke tanker hun gør sig om fremtiden.
Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, LOF Midtjylland og Viborg Bibliotekerne. Billetter kan købes til 125 kr. ved LOF Midtjylland, på viborgbib.dk eller på dit lokale bibliotek.
Kommentarer