Tredie halvleg – Hvor køber de øllerne?
Hvor køber man øllerne, når kampen er slut? FodboldNyt Region 2 bringer spørgsmålet op i en artikel i det seneste nummer – og den debat vil vi da gerne hjælpe med at bringe til torvs.
Skrevet af Hans Peter Johansen (HP), DBU Jylland Region 2
Snart gjalder det kendte råb i omklædningsrummene hos serieklubberne. Det være sig i idrætshaller, skoler og egne klubhuse, hvor klubberne har til huse.
Det betyder så også tid til 3. halv-leg, og enten man har vundet eller tabt, så er traditionen de flest steder, at sejren eller nederlaget skal skylles med en øl eller to.
Men hvor kommer øllene lige fra? Er de købt i hallen eller i hjemmeholdets kantine? Eller er det en ramme Slots Pilsner, der er medbragt under armen?
De spørgsmål blev rejst af halinspektør i Østfjendshallen i Mønsted, Frank Mikkelsen, da fodboldklubberne var samlet til det årlige kommunemøde i Viborg Kommune i efteråret. Spørgsmålet kom så sent på mødet, så der ikke rigtig blev en snak om det. Men vi lovede at tage det op her i Fodbold Nyt.
Er det rimeligt, at gæstende hold ”slæber” øl med ind i omklædningsrummene? Frank Mikkelsen har en klar holdning hertil:
– Hvor der er åbent i hallens cafeteria eller i hjemmeholdets klubhus, er det ikke i orden. I cafeterier er der påsat lønnet personale, og i klubhusene er der frivillige, sombruger tid og kræfter på at skaffe penge til klubben.
Han har så til gengæld også selv oplevet at komme ud til kampe, hvor det ikke har været muligt at købe en øl efter kampen, og så har han forståelse for, at gæsterne næste gang måske selv garderer sig.
– Ja, så åbner arrangørklubben jo selv lidt for det, for alle, der har spillet fodbold, ved jo, at det sociale i 3. halvleg for det meste foregår i omklædningsrummet.
Peder B. Pedersen er mangeårig formand i Mammen IF med eget klubhus og kantine, og han kender også til problemet:
– Jeg vil sige, at vi da også kender til problemet i Mammen. Det er dog langt fra spillere fra alle klubber, der selv sørger for forsyningerne. Sker det, og vi ser det, gør vi venligt opmærksom på, om de ikke vil købe deres øl i vores kantine. Ellers beder vi dem tage dem med i bilen igen, fortæller Peder B. Pedersen.
Han tror ikke, at det er en bevidst holdning fra de gæstende klubber og erkender, at det kan være svært for en klub at styre, hvordan holdene agerer til udekampene. Han har op-levet, at hans egne spillere bemærker, hvad udeholdene gør.
– Hvis de ser, at udeholdet bringer øl ind, så kan de godt finde på ”at tage revanche”, næste gang de besøger den samme klub, men det bedste vil jo være, at vi støtter hinanden til gavn for alle klubber, der prøver at tjene lidt penge på kantinen, siger Mammenformanden.
Han synes i øvrigt, at det er fint, at der med denne artikel bliver sat fokus på problemet og håber, at det kan give anledning til drøftelser rundt i regionens fodboldklubber.
Har du også en god historie – stor eller lille – fra din forening eller lokalområdet, så skriv til os på viborg@netavis.dk
Kommentarer